Fortsæt til indhold

Udsigt til potentiel hedebølge – så varmt bliver det i uge 26

Varmen over det europæiske kontinent trækker op over Danmark, hvor temperaturerne fredag kan nå 30 grader.

Samfund
/ritzau/

Stabilt og solrigt sommervejr venter i denne uge, hvor temperaturerne kommer til at stige dag for dag.

Det fortæller Thor Hartz, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

»Holder prognoserne, kan weekenden meget vel byde på årets hidtil varmeste dag og måske endda en hedebølge flere steder i landet,« siger meteorologen.

Mandag starter med en del sol, der i perioder vil være en smule sløret af nogle højtliggende skyer. Temperaturerne vil ligge mellem 18 og 24 grader.

»Det bliver en ganske behagelig sommerdag i dag. Kun på vestkysten vil man opleve det lidt køligere,« siger Thor Hartz.

Solskinsvejret fortsætter tirsdag, hvor temperaturerne ligesom mandag vil ligge mellem 18 og 24 grader i dagtimerne.

»Det lægger op til en rigtig flot sankthansaften omkring bålet med rolige vindforhold,« siger meteorologen.

Onsdag tager temperaturerne et tydeligt spring opad, så det bliver mellem 22 og 28 grader mange steder i landet. Torsdag kommer vejret i høj grad til at minde om onsdag.

Fredag vil sommervarmen for alvor banke på døren med temperaturer mellem 27 og 32 grader.

»Det er efterhånden meget varmt sommervejr. Med de mange udendørsarrangementer og festivaler skal man være særligt opmærksom på at få nok væske,« lyder opfordringen fra Thor Hartz.

Flere europæiske lande er i øjeblikket ramt af en voldsom hedebølge og høje temperaturer.

Der er udsigt til, at hedebølgen også kan ramme Danmark i slutningen af ugen.

»I løbet af ugen begynder varmen fra det europæiske kontinent at trække op imod os, og når vi hen mod torsdag, fredag og lørdag, vil vi mange steder komme over de 28 til 33 grader, hvilket er en potentiel hedebølge.«

DMI definerer en hedebølge som, at middelværdien af de højest registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader på et bestemt sted.

Se video: