Fortsæt til indhold

Vild luksusyacht ligger i Aarhus: Ejet af sanktioneret russisk supermilliardær

Aarhus har lige nu besøg af yachten O3, der er ejet af den russiskfødte Leonard Blavatnik, som ifølge Forbes er den 71. rigeste mand i verden. Han har angiveligt tætte forbindelser til Putins inderkreds.

Samfund

En 109 meter lang superyacht med helikopterplatform og 10 luksus-kahytter har de seneste dage krydset danske farvande og skabt opmærksomhed.

Yachten ved navn O3 ejes af den russiskfødte milliardær, Leonard Blavatnik, der er sanktioneret af Ukraine på grund af sine forbindelser til Rusland.

Luksusskibet ankom til København 18. juni. Dagen efter fortsatte den til Faaborg, og senest har den søndag aften lagt til i Aarhus efter en tur omkring Kalø Vig. Det viser data fra Vesselfinder.

Der er talrige indikationer på, at Rusland fører hybridkrig mod vesteuropæiske lande. Derfor holder de danske efterretningsmyndigheder formentlig nøje øje med den privatejede yacht.

Det vurderer militæranalytiker Anders Puck Nielsen over for TV2. Det kan dog også blot være almindelig lystsejlads - eller måske begge dele, tilføjer han:

»Det er jo en dejlig rute rundt i Danmark. Men det er også en rute, som et russisk krigsskib ikke kunne sejle,« siger Anders Puck Nielsen til TV2.

Med til billedet hører, at det er O3’s første tur siden leveringen fra det tyske værft Lürssen Yachts i Hamborg i begyndelsen af juni. Så hvis det er på spiontogt, ville det altså skulle være blevet udstyret med spionudstyr på et tysk værft.

Yachten er splinterny og måler 109 meter i længden - længere end de fleste fodboldbaner. Foto: Jesper Bech Pedersen

Rigmand med russiske rødder

Leonard Blavatnik, 68 år, er ifølge Forbes verdens 71. rigeste person med en anslået formue på over 200 milliarder kroner.

Han er født i Sovjetunionen og voksede op i Moskva. Store dele af hans formue stammer fra russisk olie og minedrift. Han har blandt andet drevet forretning med Mikhail Fridman, der ifølge Berlingske anses for at tilhøre Vladimir Putins inderkreds.

Leonard Blavatnik er sluppet for de vestlige sanktioner, som EU og USA indførte efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, men blev i december 2023 sanktioneret af Ukraine på grund af sine russiske forbindelser. Han ejer blandt andet Warner Music Group og er slået til ridder i Storbritannien.

Det er ikke bekræftet, om Leonard Blavatnik selv befinder sig om bord på O3 under opholdet i Danmark.

Yachten ligger til kaj ved Polensgade, hvor der er offentlig adgang, så det er muligt at se skibet helt tæt på, så længe det ligger i Aarhus.

Foto: Jesper Bech Pedersen