Råstoffer: Politikere oplevede konsekvenserne af sandsugehuller i havbunden

I starten af juni var omkring 60 personer mødt op i Den Røde Hal på Ebeltoft Havn for at høre politikere og fagfolk oplyse og debattere konsekvenserne af sandsugning i det østjyske havområde. Sandsugning anvendes til indvinding af råstof inden for byggebranchen, og på mange banker ud for særligt Syddjurs og Aarhus Kommuner, er der dybe huller i havbunden, som stammer fra stiksugninger af sand og grus til byggeri..

Mødet var arrangeret af Komitéen Bæredygtig Kystkultur og Vild med Vand Ebeltoft, Herfra fortælles i en pressemeddelelse, hvordan sandbanker med levesteder for fisk og bunddyr forvandles til store døde huller, efter at sand og grus er suget op og sejlet ind til store bygge- og infrastrukturprojekter.

»En aktuel dagsorden nu, hvor regeringen i sit regeringsgrundlag har meldt ud, at man vil etablere yderligere fem marine naturnationalparker og arbejde videre for en national råstofplan.«

På mange banker ud for særligt Syddjurs og Aarhus Kommuner, er der dybe huller i havbunden, som stammer fra stiksugninger af sand og grus til byggeri.

»Som nat og dag«

»Det er som dag og nat, når man dykker ned i bunden af de dybe sugehuller på cirka 12 meter vand, og kommer op igen af hullet, og ser at der faktisk stadig er et flot liv på toppen af banken, på den oprindelige bund,« siger dykker Niels-Søren Bøgh.

Han var med om formiddagen, da fire politikere stævnede ud i to både sammen med frivillige dykkere fra foreningen Biodyk, Danmarks Sportsdykkerforbund.

Dermed fik udvalgsformand i Syddjurs Kommune, Kim Lykke Jensen (SF) og folketingspolitikerne Charlotte Green (C), Torsten Gejl (Å) og Rune Bønnelykke (DF) et indblik i konsekvenserne af huller i havbunden og den skærende kontrast mellem den døde havbund i hullerne og tangplanterne lige uden for sugehullerne.

Torsten Gejl (Å) dykkede ned til sandsugehullerne sammen med Niels-Søren Bøgh. De to dykkere viste via video til en skærm på bådene omfanget af sugehuller på »Skadegrund«, der ligger yderst i Ebeltoft Vig. Området er udpeget i Danmarks Havplan som råstofzone, hvilket betyder at man kan søge om at hente råstoffer som sand og grus på banken.

Kortlægningen under vand blev dokumenteret af undervandsdroneførerne Torben Hougaard fra Danmarks Sportsfiskerforbund og Jørn Enggard fra Danmarks Naturfredningsforening.

»Overraskende og skræmmende«

»Det er overraskende og skræmmende at finde disse ukendte, døde huller i bunden, men også interessant, at de områder, hvor der er suget fladt, og bunden er efterladt med flade, mere naturlige sider, er bunden sundere, og der ser ud til at være liv, selvom det ikke er på højde med den oprindelige bund,« siger Torben Hougaard, der har været med ude og undersøge havbunden flere steder i Østjylland.

Det faglige program for kortlægningen af de sugehuller, som deltagerne på turen fik at se, blev tilrettelagt af Havmiljøkoordinator Torben Ankjærø, Havsamarbejdet i Østjylland:

»Det giver utroligt meget værdi, at vi kan samle organisationer, erhverv og politikere om både at opleve påvirkningerne i havet sammen, og bagefter finde fælles løsninger. Det handler om råstofindvinding med at sikre en vis mængde sand og grus til byggeri i hele samfundet, men vi skal samtidig passe bedre på havbunden end hidtil.«

Havsamarbejdet har i 2025 foreslået daværende miljøminister Magnus Heunicke, at kystnær råstofindvinding og bundtrawl indenfor cirka tre sømil udfases af hensyn til det kystnære havmiljø, som er mest presset.

Marin Naturnationalpark

Netop det lokale pres på havet, optager udvalgsformand i Syddjurs, Kim Lykke Jensen.

»Mange faktorer gør sig gældende, og råstofindvinding er en vigtig en af dem. Oprettelse af en Marin Naturnationalpark ud for Syddjurs vil kunne beskytte de tilbageværende kystnære fiskebanker mod yderligere råstofindvinding.«

Også Torsten Gejl er glad for ideen om en Marin Naturnationalpark:

»På min liste over fremtidige Marine Naturnationalparker er Hjelm området og Aahus Bugt nummer 1. Men det kan ikke stå alene. Vi er nødt til at bruge mindre sand og grus fra havet. Vi har lige hørt, at der kun er grus til 36 års forbrug tilbage i de nuværende, store råstofzoner i indre farvande. Vi skal sikre i Havplanen, at der også er velfungerende banker tilbage langt ud i fremtiden.«

Genoprette naturen i de gamle sugehuller

Rune Bønnelykke (DF) var meget interesseret i at genoprette livet i de livløse huller.

»Lad os prøve at se, om vi kan bruge sand fra eksempelvis sejlrender til at fylde de gamle sugehuller op. Så løser vi både et praktisk problem for havnene, og samtidig genopretter og forbedrer vi livet i sugehullerne.«

Det var også tydeligt for MF Charlotte Green (C), at forbruget af sand og grus fra havet ud for Østjylland skal reduceres, idet der tages mindst fem gange så meget havbund om året, som der genoprettes.

»Og vi skal være bedre til at beskytte de områder i havet, som er værd at beskytte,« sagde hun.

»Mange grusgrave er udtømte«

Emma Rishøj Holm, cand.arch. og ph.d.-studerende ved Arkitektskolen Aarhus, deltog i paneldebatten i Den Røde Hal. Hun støtter Havsamarbejdets forslag om en tre-sømils kystzone, hvor indvinding af sand og grus ikke tillades.

»Initiativet er et vigtigt skridt mod at beskytte kystnære økosystemer og skabe en mere ansvarlig forvaltning af vores fælles naturressourcer. Samtidig bør forslaget ledsages af strategier, der reducerer byggeriets afhængighed af jomfruelige råstoffer.«

Hun forklarer, at mange grusgrave omkring større byer allerede er udtømte, og interessen er derfor flyttet til maritime ressourcer. I dag stammer omtrent en tredjedel af de mineralske råstoffer fra havet, og andelen er stigende. Kvaliteten af sømaterialer er ofte højere end landbaserede materialer, hvilket gør dem særligt eftertragtede i betonproduktionen. Bagsiden er imidlertid, at nogle af de mest sårbare og iltrige marine økosystemer nedbrydes, siger hun.

»Af den grund bør indvinding i kystnære områder helt undgås. Hvis sømaterialer fortsat skal anvendes, bør de reserveres udelukkende til højkvalitetsprojekter, eksempelvis broer og infrastruktur, hvor de ikke kan erstattes af andre materialer.

»Nybyg skal begrænses«

For at reducere råstofforbruget i byggeriet foreslår Emma Rishøj Holm, at nybyg skal begrænses. Hvis det er nødvendigt at bygge nyt, bør man bygge mere ressourceeffektivt, for eksempel tæt-lavt i stedet for nye parcelhusområder, idet de er en af de mest råstofkrævende bystrukturer per beboer på grund af husenes materialeforbrug og den ofte oversete infrastruktur omkring dem.

»Ét gennemsnitligt nyt enfamiliehus kræver over 95 tons sand og grus, når veje, rør og fundamenter medregnes.«

Desuden peger hun på alternative byggematerialer.

»I modsætning til sand og grus, er biogene materialer som træ, halm, hør og ålegræs fornybare, hvis de dyrkes og høstes med omtanke.«

Hun henviser til flere danske projekter, der allerede har demonstreret potentialet i biogent og hybridt byggeri i både lille og stor skala. Det er for eksempel Friluftshuset i træ i Silkeborg (ReVærk), den hybride konstruktion i Lisbjerg Bakke (Vandkunsten) og Bestseller Logistikcenter af halmelementer (Henning Larsen).

Tester rester fra industrien

Emma Rishøj Holm arbejder selv med alternative byggematerialer og har gennem sit ph.d.-projekt identificeret lokale restsedimenter fra andre industrier, som hun tester til lerjordsmaterialer.

»Lerjordsmaterialer har et stort potentiale, idet de arbejder godt sammen med biogene materialer, de kan højne modstandsdygtigheden over for brand, og er uendeligt genanvendelige, i modsætning til for eksempel beton. Hvis lerjorden oven i købet består af rester fra andre industrier, kræver det ingen yderligere gravning.«