Fortsæt til indhold

Er det mon sommerens mest undervurderede grøntsag?

Squash er billig, nem at dyrke og fyldt med fibre, vitaminer og gode næringsstoffer. Lige nu er den i sæson, og med få ingredienser kan den forvandle alt fra salater til varme retter.

Samfund

Squash, courgetter eller zucchini er alle navne på en af mine favoritgrøntsager. Her vælger jeg at kalde den squash. Det er en grøntsag, der ikke gør meget væsen af sig. Den anses som en af de nemmeste grøntsager at dyrke, og den hører samtidig til en af de sundeste. Kalorieindholdet er lavt, vitaminindholdet højt, og de grønne squash indeholder fibre og mikronæringsstoffer, der er befordrende for din generelle sundhed. Og så udvikler planten de smukkeste gule blomster, der også kan indgå i madlavningen. Så spis bare løs, for squash og courgetter er i sæson lige nu.

Masser af squash er godt

Squash er en ydmyg grøntsag, der er i familie med græskarrene. I virkeligheden er squash en form for umodne græskar. Squash stammer oprindeligt fra Amerika, hvor indianerne dyrkede den i stor stil sammen med majs.

Squash kommer i adskillige varianter og kan findes i både grønt og gult samt i runde som aflange former, og squash passer med sin milde smag til stort set alle retter. De består af cirka 95 pct. vand og masser af fibre. Deres hvide kød smager ikke af meget, men suppleret af lidt krydderier, løg, hvidløg og krydderurter, kan de tilpasses stort set alt. De er rige på fibre, vitaminer og protein, så den faste og smagfulde squash er derfor et perfekt valg i salater og grønsagsretter. Squash indeholder for eksempel også pæne mængder af mikronæringsstofferne C-vitamin, A-vitamin, kalium, magnesium, folinsyre samt antioxidanterne lutein og zeaxanthin.

Squash er på grund af deres høje fiber- og vitaminindhold gavnlige for fordøjelsen, immunforsvaret, øjensundheden og hjertesundheden. De udmærker sig ved at indeholde såvel opløselige som uopløselige fibre. Disse fibre hjælper fordøjelsen og styrker det vigtige tarmmikrobiom. Deres høje fiberindhold kan også hjælpe kroppen til lavere kolesterolniveauer og et blodtryk og blodssukkerniveau i balance.

Det er i særlig grad squash’s indhold af kalium, der er befordrende for blodtrykket. Derudover kan antioxidanterne lutein og zeaxanthin hjælpe med at beskytte vores celler mod oxidativ stress og øjnene mod aldersrelaterede sygdomme, som for eksempel grå stær.

Squash med smag

Lige nu bugner haver og forretninger af de friske og sunde økologiske squash, og du kan med stor sundhedsfordel spise den skønne grøntsag med de mange charmerende navne og farver. Der er adskillige gode grunde til at inkludere squash i dine sommerretter, blandt andet fordi squash har en let nøddeagtig men neutral smag og kan indgå i eller til en lang række retter. Squash indeholder næsten ingen kalorier, kun 17 kalorier per 100 g, og så er de økologiske squash billige lige nu i sæsonen, og de har lang holdbarhed. Du kan sågar dyrke dem i potter på terrasse eller altan.

Uanset om du spiser dine squash rå, svitset eller grillet, laver en suppe, lasagne eller salat med de skønne courgetter, så gør de sig optimalt med pift af krydderier, krydderurter eller hvidløg. De er særdeles nemme at have med at gøre, prisbillige og fiberrige.

Foto: Sara Galbiati

Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.