Butikslokaler har stået tomme i 15 år, men nu sker der endelig noget
Bygningen har gennemgået en renovering de seneste to år, hvor Jesper Pulapa Holck Larsen har ejet den, og nu er det lykkedes at finde en lejer.
Et hurtigt kig i cvr-registret viser, at det er 15 år siden, der sidst var registreret en virksomhed i butikslokalerne på Voldbyvej 4 i Hammel.
Det var Flügger Farver, der dengang havde til huse på stedet.
Men siden har lokalerne altså stået tomme – lige indtil nu.
Skilte på facaden afslører nemlig, at Danske Stenhuggerier rykker ind.
Danske Stenhuggerier har lige nu adresse i en mindre skur-lignende bygning på nabogrunden, så det bliver nemt – omend tungt – at flytte.
»Der hvor jeg er nu, er jo lidt lille, og det er egentlig også meget hyggeligt, men det er måske ikke helt optimalt,« siger Anja Kristensen, der er Danske Stenhuggeriers salgsrådgiver i Hammel og Hadsten – hun fortsætter:
»Både inden for gravsten og gravstenskunst sker der jo hele tiden en udvikling, og vi har så besluttet, da muligheden bød sig, at sige ja tak til at komme ind i de her lidt større lokaler, for at vi på den måde kan tilbyde kunderne en større og en mere moderne udstilling.«
Udvalget af sten, som man i dag ser udendørs på nabogrunden, rykker indenfor.
»Desuden vil vi i de nye lokaler også lave udstillinger, som minder om et kistegravsted og urnegravsteder, så man kan få noget inspiration til, hvordan man kan gøre sit mindested personligt og danne sig et helhedsindtryk af, hvordan gravstedet kommer til at se ud,« siger Anja Kristensen, som også glæder sig til at kunne vise de pårørende alle deres valg på storskærm.
»I dag skal jeg vende min lille skærm, og så skal jeg printe ud. Så det bliver en meget mere behagelig oplevelse fremover. Og så behøver vi heller ikke længere tænke på, om der er minus 10 grader udenfor, eller det står ned i stænger.«
Renoverede lokaler
Bygningen har gennemgået en renovering i de to år, Jesper Pulapa Holck Larsen har ejet den.
Han har konverteret noget af bygningen til lejligheder, og noget er forblevet butiksareal.
»Når jeg køber en bygning, er det naturligvis med henblik på at skabe noget for byen. Jeg synes, at det er fedt at skabe noget liv – det har jeg gjort i flere kommuner nu.«
Butikslokalerne har stået tomme meget længe. Hvorfor er det lykkedes dig at få det udlejet så relativt hurtigt?
»Jamen, det kom sig jo af, at jeg også ejer nummer 6, hvor Danske Stenhuggerier holder til i dag. Så jeg tog selv kontakt til dem og spurgte, om ikke det kunne være interessant at flytte.«
læser
lige nu