Fortsæt til indhold

Succes for aarhusiansk virksomhed trods uro på kaffemarkedet

Store udsving i råvarepriser, faldende kaffeforbrug og hård konkurrence har præget 2025 – men den aarhusianske kaffeproducent leverer et godt resultat og ser fortsat vækst i egne brands og investeringer i fremtiden.

Samfund
ed

Store udsving i råvarepriser, faldende kaffeforbrug og hård konkurrence har præget kaffeindustrien i 2025.

Trods udfordringerne oplever den aarhusianske virksomhed BKI foods velvilje fra både kunder og kaffedrikkere, og virksomheden leverer den højeste omsætning i sin historie på 1,24 milliarder kroner, 15.000 tons ristet råkaffe og et resultat på 14,9 millioner kroner.

Det skriver BKI foods i en pressemeddelelse.

»Vi er tilfredse med resultatet set i lyset af de markedsforhold, vi opererer under. De seneste år har været turbulente for hele kaffeindustrien, men vores robuste forretningsmodel og langsigtede tilgang viser sin styrke. Vi følger den strategi, vi lagde i 2023, og som løber frem mod 2028. Den skal styrke os i fremtidens marked og sikre, at vi fortsat kan møde kaffedrikkernes behov i en verden, der forandrer sig hurtigt,« siger Henrik Aagaard, administrerende direktør i BKI foods.

Egne brands i vækst

Som en del af strategien har BKI foods de seneste par år investeret målrettet i at forstå forbrugerne, markedet og de trends, der former kaffeforbrugerne. Det afspejler sig nu i en positiv udvikling på tværs af virksomhedens brands.

I 2025 relancerede virksomheden BKI-brandet med ny brandstrategi, emballagedesign og kommunikation. Indsatsen har bidraget til en stærk udvikling, og brandet vokser år til dato med 14,4 procent.

Samtidig rummer porteføljen Danmarks mest solgt kaffeprodukt, BKI Extra, som i 2025 har rundet 4 millioner, solgte poser i detailhandlen. For yderligere at styrke brandproteføljen har BKI også lanceret BKI Signatur Pro – en produktserie udviklet til Out-of-Home-markedet.

Også Black Coffee Roasters fortsætter sin vækstrejse. Brandet, med det farverige univers, vokser i år til dato med 40 procent i detailhandlen, målt i volumen, og appellerer særligt til en yngre målgruppe, der efterspørger kavlitet, livstilsbrands og moderne kaffeoplevelser.

Investeringer skal sikre fremtiden

Som led i virksomhedens strategiske udvikling har BKI foods fortsat investeret i nye produktionslinjer. Investeringerne skal styrke effektiviteten og samtidig sikre de nødvendige kapabiliteter til et marked, hvor efterspørgslen efter hele bønner og specialiserede kaffeoplevelser fortsat vokser.

»Vores vækst bygger på stærke og langvarige relationer. Vi tror på ordentlighed, høj kvalitet og tæt samarbejde med vores kunder. Det gælder både vores egne brands og de løsninger, vi udvikler sammen med kunder under deres egne varemærker. Den tilgang vil vi fortsætte med at styrke i de kommende år,« siger Henrik Aagaard.

I BKI foods forventer man fortsat usikkerhed på markederne i 2026, som vil påvirke efterspørgslen og afsætningsmulighederne. Alligevel ser virksomheden positivt på udviklingen i det kommende år.

»Selvom vi ser ind i et marked, der fortsat vil være præget af usikkerhed, forventer vi en mindre stigning i afsætningen af kaffe. Lavere kaffepriser i andet halvår vil påvirke omsætningen, men vi forventer i 2026 at fastholde et resultat på niveau med 2025,« siger Henrik Aagaard, administrerende direktør i BKI foods.

Se video: