Det var næppe sådan, det skulle ende i Ridderstræde

Betjente skal kunne handle korrekt og tilstrækkeligt i de miljøer, de optræder i. Uanset om det er på gaden eller på politigården. Når andre vakler, må politiet stå fast. Når stemningen bliver ophidset, må politiet bevare roen. Og når andre løber væk, må politiet løbe efter. Det er høje, men nødvendige krav til både den enkelte betjent og til ledelsen. Også i Østjyllands Politi, der på det seneste har været genstand for ekstern kritik og intern uro.

En politiforretning i Brabrand blev filmet og på baggrund af få sekunders klip har mange allerede besluttet sig for, hvad der skete før og under. Selvfølgelig må vi have forventninger til, hvad betjente gør og ikke gør, siger og ikke siger. På den anden side kan en grænseløs virkelighed ikke altid mødes med fløjlshandler, dialog og »vil du ikke nok være sød.«

Sofa-DUP’ere er der nok af og uden at forholde sig til den aktuelle sag, må man generelt erkende, at virkeligheden indimellem stiller politiet i situationer, hvor magtanvendelse ikke er en fejl, men selve årsagen til, at vi har et politi. Men vi lever i en tid, hvor få sekunders video ofte vejer tungere end hele hændelsesforløb, hvor det komplekse hurtigt bliver meget enkelt i kommentarsporerne og hvor gerningsmænd hurtigt bliver til ofre.

I spidsen for Østjyllands Politi står Kirsten Dyrman. I hvert fald lidt endnu. På den anden side af sommerferien går politidirektøren på pension, og efterlader ikke det Østjyllands Politi, både hun, medarbejderne og borgerne havde håbet.

For de seneste år har Østjyllands Politi haft en særlig evne til at havne i overskrifterne af de forkerte grunde. Sagsbunker og sagsvask, mistrivsel, sygemeldinger og medarbejdere, der tilsyneladende har mistet tilliden til ledelsen, der også kritiseres for måden at håndtere kritik på. Sager, man har slåsset med internt, som om der ikke var nok at kæmpe med længere væk fra Ridderstræde.

Politiets vigtigste arbejdsredskab er hverken hunde, håndjern eller patruljevogne. Det er tillid. Tillid til, at langt de fleste betjente går på arbejde for at løse en vanskelig opgave ordentligt. En tro på, at fejl bliver undersøgt. Og tillid til, at ledelsen tager ansvar, når noget går galt. Med høj tillid er der længere fra hændelse til fordømmelse, når 10 sekunder af virkeligheden lander på en mobilskærm. Der skal være plads, tid og tillid til undersøgelserne, forklaringerne og nuancerne. I et samfund med lav opbakning kan enhver fejl forklares som ond vilje, enhver magtanvendelse som magtmisbrug og et bevis på systemets påståede råddenskab. Enhver video bliver en dom.

Hvis borgerne mister den grundlæggende tiltro til politiet, får vi et svagere retssamfund. Og hvis betjentene mister tilliden til deres egen ledelse, får vi et svagere politi. Vi kan ikke være tjent med nogle af delene. Derfor venter der en ny politidirektør en stor opgave. Ikke kun at få gamle sager og kultur lukket, men også at sikre langt større åbenhed i politiets arbejde.

I mellemtiden skal betjentene passe deres arbejde. De skal i ord og handling holde sig inden for rammerne. De må handle i den virkelighed der er, præcis som politidirektøren. Også når den er ubehagelig.

Den tidligere politidirektør i København, aarhusianeren Hanne Bech Hansen holdt fast i, at hun på en optagelse hørte en betjent sige til en demonstrant: »Kan du fatte det, perle.« Herefter blev hun kendt som Perlemor med ansvar for klar snak og tydelig tale. Kirsten Dyrman bør næppe have ambitioner om at blive husket som Kluddermor.