Fortsæt til indhold

En Sunset Boulevard med drive-in kan være på vej til Aarhus-forstad

Den danskejede madgigant vil hverken be- eller afkræfte byggeplanerne, men et styks nyligt udsendt høringsmateriale indikerer, at en fastfood-restaurant med drive-in er på vej i det sydlige Aarhus.

Samfund

Den danske fastfoodkæde Sunset Boulevard kan være på vej til Højbjerg.

Af høringsmateriale udsendt fra Teknik og Miljø, som avisen har fået aktindsigt i, fremgår det i hvert fald, at den danskejede madgigant, der i dag har mere end 47 restauranter landet over, umiddelbart går med planer om at etablere en forretning på Oddervej 84.

»Der ønskes en Sunset Boulevard, som er en restaurant/takeaway med en drive-in funktion som sekundær servicefunktion.«

»Sunset Boulevards åbningstider på adressen vil være dagligt kl. 10-22/23,« lyder det bl.a. i det høringsmateriale, som er sendt ud til de nærmeste naboer.

Af materialet, der blev sendt ud 4. juni, fremgår det, at ejeren, Remien Ejendomme, vil i gang med at bygge til og om på de eksisterende bygninger.

Remien Ejendomme leder allerede efter lejere - og måske er en af dem Sunset Boulevard. Foto: Anders Michaelsen

Og har man været forbi adressen på Oddervej for nylig, kan man da også se, at stilladser allerede er stillet op sammen med store skilte, der viser visualiseringerne af byggeplanerne ved den hesteskosformede ejendom – og dele af ombygningen er da også allerede i gang.

Blomster, bank og burger?

I høringsmaterialet bliver der lagt op til, at der i fremtiden både skal være mulighed for at kunne drive blomsterforretning, café, restaurant, takeaway og detailhandel samt være plads til kontorer på matriklen.

Adressen huser i dag også allerede en række virksomheder som Aarhus Auto Service, Alexandra Blomster og et par revisorkontorer.

Men som man kan se på stilladserne, der står rundt omkring ved adressen, så kommer Alexandra Blomster til at flytte 35 meter ned ad vejen – eller rettere over på den anden side af den nuværende parkeringsplads i nyerenoverede lokaler. Noget, som forretningens ejere kunne fortælle om på Facebook i starten af maj.

»Alexandra Blomster flytter 35 meter« lyder budskabet på et stort skilt. Forretningen flytter over i nyrenoverede lokaler på den anden side af parkeringspladsen. Foto: Anders Michaelsen

Samtidig flytter Andelskassen også ind i de nyrenoverede lokaler, der er ved at blive lavet. Noget, som banken ligeledes har valgt at varsle med et stort banner på et af de stilladser, der lige nu tårner op på Oddervej.

»Her åbner Andelskassen efter sommerferien«. Foto: Anders Michaelsen

Ja, og måske får både Andelskassen og Alexandra Blomster altså også følgeskab af Sunset Boulevard.

Avisen har henvendt sig til den danske fastfoodkæde, men her vil man hverken be- eller afkræfte eventuelle planer om at åbne en forretning med drive-in i den sydlige Aarhus-forstad:

»Sunset Boulevard er kontinuerligt på udkig efter gode lokationer til nye restauranter. Herunder Højbjerg, som er et attraktivt område,« lyder det i et kort mailsvar fra kædens presseafdeling.

Sunset Boulevard åbnede sin første restaurant i Odense i 1996, og er ejet af erhvervsmanden Jeppe Droob. Kæden er i dag landets største danskejede restaurantkæde, og måske er kæden på vej til at åbne med en forretning i Højbjerg. Arkivfoto: David Høgsholt

Drive-in i baggården

Mens Sunset Boulevard er mere tilbageholdende over for avisen, er høringsmaterialet mere konkret, og her lægges der som nævnt også op til en restaurant med en dertilhørende drive-thru.

»Den (drive-thru’en, red.) etableres med en kørebane fra Oddervej nord om bygningerne langs ejendommens nordlige skel.«

I baggården, der ligger længst væk fra Oddervej, skal der ifølge planerne placeres bestillingsanlæg, og der bliver også gjort plads til 38 p-pladser i baggården.

Det er cirka sådan her, man planlægger, at drive-in'en skal sno sig rundt om bygningen på Oddervej 84 i Højbjerg. Selv bestillingsanlægget skal ifølge planerne være i baggården væk fra Oddervej og cirka der, hvor den store røde pil til højre slutter. Foto/illustration: Skråfoto, Klimadatastyrelsen/Jyllands-Postens Lokalaviser

Og så kommer noget af drive-in’en til at gå igennem, hvor der i dag er en eksisterende bygning - for her skal der etableres en ny ”kørevej”, der kan lede bilerne tilbage ud på Oddervej:

»I baggården placeres bestillingsanlæg (højtalerretning vendes væk fra bolig mod syd) og derefter benyttes den på ejendommen eksisterende kørerampe, som ligger langs med ejendommens sydlige skel og igen leder biler tilbage mod Oddervej ved ny kørevej igennem eksisterende bygning, hvorinde betaling og udlevering vil foregå,« lyder det lettere kringlet i materialet.

Det er her, bilerne kører ud fra en eventuel kommende drive-thru. Foto: Anders Michaelsen

Derudover skal der også laves en ca. fire meter høj støjabsorberende og begrønnet støjvæg langs hele det sydlige skel, lyder det i høringsmaterialet.

Naboerne til Oddervej 84 har haft frem til 18. juni til at komme med eventuelle kommentarer og indsigelser til byggeplanerne.

Se video: