Haveselskabet: Sådan skal du vande haven i hedebølgen
Weekenden kan byde på rekordvarmt vejr, og det kommer din have også til at mærke. Her er Haveselskabets bedste råd til at hjælpe haven gennem hedebølgen.
Det handler om at vande smart, ikke nødvendigvis meget, lyder det fra Haveselskabet. Foto: Haveselskabet
Vejrudsigten melder om 30+ grader og solskin i weekenden, og den slags vejr påvirker jord, planter og græs i haven.
For mange vil det formentlig føles nærliggende at gribe ud efter haveslangen og lade vandet sprøjte ud over den tørre jord. Vil man hjælpe sin have gennem hedebølge og tørke, gælder det dog ikke om at vande meget, men om at vande smart, melder den almennyttige forening Haveselskabet.
I forhold til græsplænen er det bedste råd, lyder det, at lade den være i fred, både for vanding og for græsslåmaskinen.
»Når det bliver varmt og tørt, går græsset i en slags dvale, hvor det bliver gult eller brunt og ser dødt ud. Men rødderne lever stadig, og når der igen kommer regn, kan plænen blive grøn igen på få dage. Det er generelt en dårlig idé at sætte sprinkler eller vandspreder op for at vande, når det er tørt. Meget af vandet fordamper eller går til spilde, fordi det lander alle mulige andre steder end planternes rødder” siger havefaglig rådgiver hos Haveselskabet, Brian Christensen, i en pressemeddelelse.
Haveselskabet har samlet en række råd til haveejerne, så de kan passe bedst muligt på deres haver og vandforbrug.