Fortsæt til indhold

Fædre har kæmpet i årevis: Nu står de frem med kritik af skole

To fædre bakker nu op om kritikken af den omdiskuterede Langagerskolen.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Mens den ene er glad for, at familien er kommet væk fra Langagerskolen i Viby, kæmper den anden for, at hans søn får en god sidste skoletid derude.

Det er første gang, at de møder hinanden, da de er blevet sat sammen for at blive interviewet.

Selvom deres – og deres børns historier – er vidt forskellige, er de enige om én ting. Der er noget, som er helt galt med et af Østjyllands mest specialiserede skoletilbud, Langagerskolen. Det skriver TV2 Østjylland.

Dermed bakker de op om den offentlige kritik, som moren Lisa Duus Nielsen rejste forrige uge i TV2 Østjylland.

En kritik, som skolens leder, Jens Frostholm, ikke deler.

»Stærkt medvirkende til mistrivsel«

Patrick Blichfeldt-Widahls to børn stoppede på Langagerskolen for nogle måneder siden.

Han er ikke i tvivl om, at det har været det helt rigtige for hans børn.

»Den her skole er stærkt medvirkende til, at sådan nogle børn som mine kommer ud i stærk mistrivsel, kommer ud i et højt fravær,« siger han.

Hans børn har adhd og autisme. De har begge gået på skolen siden 0. klasse, men går nu på en almen folkeskole.

På Langagerskolen havde de højt fravær og var i mistrivsel. Undervejs forsøgte Patrick Blichfeldt-Widahl og hans kone at få børnene flyttet til et andet tilbud i kommunen. Men de oplevede modstand hos både Langagerskolen og kommunen, der mente, at børnene var det rigtige sted.

Men til sidst blev børnene alligevel visiteret til et andet tilbud. Efter flere års kamp.

»Og det er bare noget andet. Det er nogle helt andre børn, jeg har,« siger Patrick Blichfeldt-Widahl.

Skoleleder Jens Frostholm fra Langagerskolen vil ikke kommentere enkeltsager, men han skriver i en mail til TV2 Østjylland:

»En stor del af Langagerskolens elever har meget komplekse udfordringer. Det er børn, hvor belastningsgraden er stor, og hvor det ofte påvirker hele familien,« skriver han og uddyber:

»Der findes ikke én simpel løsning på udfordringerne, og en plads på Langagerskolen er heller ikke hele løsningen i sig selv.«

Morten Buzajka Trads’ 14-årige søn skal tilbage på Langagerskolen efter sommerferien.

En følelse, som altid er forbundet med nervøsitet. For med et nyt skoleår følger også risikoen for et skift af voksne og elever i sønnens klasse.

Og det rimer sjældent godt for sønnen, der har infantil autisme.

»Der har været alt for mange skift, og det har bremset ham,« siger Morten Buzajka Trads.

Han understreger, at hans kritik er rettet mod ledelsen og ikke pædagoger og lærere på Langagerskolen.

Sønnen begyndte i børnehaveklasse på Læssøesgades Skole, inden han var nogle år i en specialklasse på Viby Skole.

En skolegang, der var præget af nederlag, nedsmeltninger og en udadreagerende søn både i skolen og derhjemme.

De seneste fem år har sønnen været på Langagerskolen – fordelt på skolens to matrikler.

Det har været fire forskellige skoler for en søn, der profiterer af trygge rammer blandt kendte voksne.

»Han har været i tre forskellige teams, haft fire forskellige lokaler og fire forskellige primære lærere,« siger Morten Buzajka Trads og fortsætter:

»Derudover har der været tilknyttet et utal af andre lærere og pædagoger, som har skiftet. Det er svært for ham at knytte sig til andre mennesker og stole på, at den person bliver der, når han har oplevet skift hele tiden.«

En dag sætter hans søn selv ord på de mange skift:

»Hvorfor kan de ikke forstå, at jeg ikke kan lide de her forandringer?«

»Og det var rigtig hårdt at høre,« siger Morten Buzajka Trads.

Flere elever, flere ændringer

Skoleleder Jens Frostholm anerkender, at genkendelighed og forudsigelighed er vigtigt for eleverne på Langagerskolen.

»Det er vi meget bevidste om i vores arbejde med børnene, og derfor fylder relationsarbejdet naturligvis meget,« skriver Jens Frostholm i en mail til TV2 Østjylland.

Samtidig understreger han, at skolens løbende elevoptag, som Langagerskolen er pålagt ved lov, og et stigende antal elever betyder, at der er blevet ansat langt flere de seneste år.

»Det betyder, at der løbende er behov for at danne nye klasser, og i den forbindelse sker det, at medarbejdere må rokere, så fordelingen af medarbejdere på tværs af hele skolen i forhold til erfaring og kompetencer er den rette for alle elever,« lyder det fra Jens Frostholm.

De seneste måneder har været gode for Morten Buzajka Trads’ søn på Langagerskolen.

Han er kommet i et team – en mindre klasse – med elever, der er lidt yngre end ham, og en del piger. Noget, som familien i flere år har ytret, ville have været godt for deres søn, men som først er sket nu.

»Han er blomstret i år. Det er fantastisk at se, men det er frustrerende at tænke: ”kunne det have været sket for fire år siden?”,« siger faren og fortsætter:

»Det er vel fair at forvente, at der bliver lyttet til dem, som kender børnene bedst – os forældre. I stedet for, at vi bliver fuldstændig ignoreret.«

Uden at ville kommentere den konkrete sag skriver skoleleder Jens Frostholm, at forældreinddragelse er vigtig for skolen.

»Vi afholder løbende samarbejdsmøder og netværksmøder med forældrene alt efter behovet hos den enkelte elev. Samtidig kan forældrene til enhver tid bede om et møde med skolens ledere eller medarbejdere,« står der i mailen.

Fædrene Patrick Blichfeldt-Widahl og Morten Buzajka Trads er lidt uenige om, hvorvidt der skal laves en undersøgelse af forholdene på skolen.

Det er et forslag, som moren Lisa Duus Nielsen er i gang med at samle underskrifter ind til.

»Jeg støtter intentionen om, at der skal gøres noget nu her, men jeg er ikke sikker på, at en mulig undersøgelse er den rigtige måde, for det er kommunen, som skal undersøge kommunen,« siger Morten Buzajka Trads.

»Jeg vil give Morten ret. Det, at der bliver lagt op til en uvildig undersøgelse, er et symptom på noget grundlæggende meget kritisabelt,« siger Patrick Blichfeldt-Widahl.

Dog mener han modsat Morten, at en uvildig undersøgelse kan være på sin plads.

»For jeg ved, at vi er mange forældre, som i en årrække har kritiseret det, som foregår ude på Langagerskolen. Det er ikke nyt. Det nye er, at der kan blive lavet en uvildig undersøgelse,« siger Patrick Blichfeldt-Widahl.

Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom (SF), har tidligere kaldt forslaget om en uvildig undersøgelse for »komplet åndssvagt«.

Han mener, pengene er bedre brugt på børnene end »dyre konsulenter«.