Blev kaldt en »infam ståldiller«: Nu vinder Lighthouse suverænt prisen som bedste højhus
Der var meget få, der havde noget pænt at sige, mens det blev bygget, men Lighthouse er vokset på aarhusianerne. Det vinder med afstand titlen som det bedste højhus i Aarhus.
Der er ingen over og ingen ved siden af Lighthouse. Hverken i højde eller popularitet.
Blandt de 1.480 læsere, der har stemt på deres favorithøjhus i Aarhus på dinavis.dk, peger 46 procent på Lighthouse.
Det næstmest populære er Træ på Sydhavnen med 21 procent, mens Kampanilen på Aarhus Ø indtager tredjepladsen med 14 procent.
»Det er jeg virkelig glad for, tusind tak,« siger Nicolai Hommelhoff, partner i ejendomsselskabet Domis og en af udviklerne bag Lighthouse.
Han fortæller, at projektet startede som en slags højhusudgave af eventyret om Den Grimme Ælling.
»Hver gang medierne skrev om det, mens det blev bygget, så kom der jo 300 negative kommentarer og kun tre positive. Min fornemmelse er, at det er skiftet i dag, og at mange nu sætter pris på det,« vurderer Nicolai Hommelhoff.
Tirsdag 30. juni fik han sammen med næstformand i Lighthouses beboerforening, Flemming Besenbacher, og senioringeniør i Aarsleff, Michael Kjær, overrakt prisen af Din Avis’ ledende redaktør, Jonas Wrede Hansen.
»At det er aarhusianerne selv, der har peget på Lighthouse, det er jeg oprigtig stolt af,« siger Nicolai Hommelhoff.
Foldede sig helt ud
Lighthouse har som nævnt ikke altid været lige populær i den offentlige debat.
En af de mest markante kritikere var kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, der i 2021 kaldte det for ’en 142 meter høj rædsel af et højhus’, ’kolossen fra Helvede’ og en ’infam ståldildo’.
»Kronen på værket er en gigantisk glasdildo på 148 meter ved navn Lighthouse [...] Man kan nærmest ikke være i byen uden at se den rædsel, det er forfærdeligt,« uddybede Anne Sophia Hermansen i BT.
Siden vendte hun dog på en tallerken efter et besøg på Aarhus Ø og en tur til tops.
»Lad mig bare sige det, som det var: Det var overvældende. Måske er det alligevel okay med et højhus ved indsejlingen,« skrev hun efterfølgende i et instagram-opslag.
Ny kæmpe på vej
Læsernes pris kommer oven i flere andre udmærkelser, blandt andet titlen som Verdens Bedste Højhus i kategorien 100-199 meter, som Lighthouse blev tildelt i Singapore i 2023.
Imens fortsætter højhusudviklingen i Aarhus. Et af de store næste projekter bliver Mindet 6, som ventes at stå klar midt i 2027 og dermed overtager titlen som Danmarks højeste bygning med et par meter i forhold til Lighthouse.
Hvorvidt det også kan gøre det rangen stridig i forhold til folkelig popularitet må tiden vise.