Fortsæt til indhold

Elevernes Anna får kongelig fortjenstmedalje

Siden 2003 har Anna Margrethe Kristensen været en central del af hverdagen på Grenaa Gymnasium. Hendes engagement er blevet belønnet med Fortjenstmedaljen i sølv.

Samfund
LNT

Anna Margrethe Kristensen er blevet tildelt Den Kongelige Fortjenstmedalje i sølv. Grenaa Gymnasium markerede for nylig hendes afgang med en reception.

Anna Margrethe Kristensen har siden 2003 været ansat på Grenaa Gymnasiums kostskolekøkken og har fra 2021 haft sin primære opgave i gymnasiets kantine. I forbindelse med indstillingen til medaljen skrev rektor Helene Bendorff Kristensen blandt andet til Børne- og Undervisningsministeriet:

»Anna er elsket af eleverne, som ofte fortæller, at hun kender dem alle ved navn og husker deres præferencer. Anna deltager også i elevrådsmøder, hvor hun får tilbagemeldinger fra eleverne om deres ønsker til kantinen, og disse bliver hørt og efterkommet – dog uden at give efter for sine principper om, at sund mad skaber elever med energi til undervisningen. For mange kostelever har hun været mere end en kantinemedarbejder – hun har været en omsorgsperson, der bidrager til følelsen af hjemlighed og fællesskab i deres hverdag langt fra familien.

Blandt kolleger er Anna kendt som et menneske med stor faglig stolthed, hjælpsomhed og humor. Hendes dedikation til både elever, kolleger og institutionen som helhed gør hende til et forbillede for os alle.«

Anna Margrethe Kristensen begyndte sit arbejdsliv i Grenaa i 1984, hvor hun blev ansat ved Pensionatet på Trekanten. Fra 1993 til 2003 var hun ansat på Grenaa Centralsygehus, hvorefter hun fortsatte på Grenaa Gymnasiums kostskole frem til sin overgang til efterløn.

Se video: