Fortsæt til indhold

Frits Villy Kjeldsen er ny politidirektør i Østjyllands Politi

Frits Kjeldsen kommer fra en lignende post i Syd- og Sønderjylland.

Samfund
jro

Frits Villy Kjeldsen er udnævnt som politidirektør i Østjyllands Politi.

Han kommer fra en stilling som politidirektør i Syd- og Sønderjyllands Politi og afløser Kirsten Dyrman, der går på pension.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

»Frits Kjeldsen havde to pejlemærker i forhold til karriereveje. Dels var det et ønske lige siden barndommen på Djursland at blive politimand. Dels håbede han at kunne prøve kræfter med opgaven som leder. De to ønsker blev forenet,« har Nordjyllands Politi skrevet i et opslag på Facebook.

Det er ikke den nye direktørs første bekendtskab med Østjyllands Politikreds. Han forlod kredsen i 2011 – på det tidspunkt var han fungerende vicepolitiinspektør.

Frits Kjeldsen har gennem karrieren haft ansvar for både operative politiopgaver, efterforskning, administration og større udviklingsprojekter.

Han fremhæver i samme opslag, at ledelse i politiet kræver nysgerrighed, tillid til medarbejderne og evnen til at samle viden, før der træffes beslutninger.

»Du er langt fra eksperten på alle områder. Det er derimod den samlede sum af viden og kompetencer blandt dine medarbejdere og resten af lederholdet, der er afgørende for, om politiet og anklagemyndigheden lykkes med opgaven,« siger han.

Se video: