Presset økonomi: Aarhus Airport sælger yderligere ud
Ny aftale om frasalg skal skaffe likviditet til Aarhus Airport, fremgår det af regnskab.
Aarhus Airport har i sidste måned indgået en betinget aftale om endnu et frasalg af aktiver, som ifølge lufthavnen skal tilføre betydelig likviditet.
Det skriver Århus Stiftstidende på baggrund af det regnskab, som blev offentliggjort tirsdag aften.
Aftalen skal først godkendes af ejerkommunernes byråd efter sommerferien, og regnskabet oplyser ikke, hvilke aktiver der skal sælges. Det sker dog samtidig med, at der er kraftige rygter om, at Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har indgået en aftale om at købe lufthavnen. Det kunne TV2 Østjylland beskrive i forrige uge.
Sidste år solgte Aarhus Airport blandt andet landingsbaner og kontroltårn for 70 millioner kroner til Forsvaret, og det nye regnskab viser, at Aarhus Airport kun kan holde driften kørende gennem 2026 med pengene fra netop det salg, og at likviditeten efter planen slipper op midt i december.
»Selskabets fortsatte drift er afhængig af gennemførelse af den planlagte restrukturering af selskabets kapitalgrundlag og tilførsel af likviditet,« fremgår det af regnskabet ifølge Århus Stiftstidende.
læser
lige nu