Fortsæt til indhold

Røgen hænger i hele huset – nu får kommunen påbud

På et kommunalt botilbud i Viby trænger cigaretrøg fra lejligheder ind på fællesarealer. Trods besøg af specialister og nyt anlæg har Arbejdstilsynet netop givet endnu et påbud.

Samfund

Der er lugt af cigaretrøg på alle etager, også i fællesarealer og i køkkenet. Medarbejdernes tøj lugter af røg, når de kommer hjem.

Sådan beskriver medarbejdere på bofællesskabet Søndervangen 90 i Viby deres dagligdag for Arbejdstilsynet, som har været på besøg sidst i maj. Det har nu resulteret i et påbud fra tilsynet til Aarhus Kommune om, at de ansatte ikke udsættes for passiv rygning.

Bofællesskabet er et botilbud til personer over 18 år, som har psykiske og sociale problemer og brug for længerevarende bostøtte.

Beboerne må ryge i deres egne lejligheder, men problemet opstår, når beboerne lader deres døre stå åbne, og røgen siver ud på fællesarealer i hele bygningen.

Påbuddet overrasker ikke centerchef Preben Bøgelund.

»Det er forventet, fordi det er en udfordring, vi arbejder på at forbedre,« siger Preben Bøgelund, der er chef for Center for Botilbud under Job, Udsatte og Socialpsykiatri, Aarhus Kommune.

Bofællesskabet fik også i september sidste år et påbud om undgå passiv rygning.

»Vores udfordring her er, at vi har at gøre med mennesker, som har kognitive og psykiatriske udfordringer. Nogle har også fysiske udfordringer. De er normalt begavet, men de har nogle lidelser, der gør, at de har svært ved at se, hvorfor de skal indrette sig på en bestemt måde,« forklarer centerchefen og tilføjer:

»Det er ikke så nemt som blot at sige, at du kun må ryge med døren lukket. Det er mennesker, som har brug for rigtig meget hjælp og støtte til at klare hverdagen. De har ikke altid evnen til at reflektere og handle på vores motivationsarbejde.«

Når medarbejderne på bofællesskabet har behov for at komme på besøg i beboernes lejligheder, så plejer de at advisere beboerne 15-20 minutter før, så beboerne kan lufte ud.

»Det fungerer egentlig ret godt,« siger Preben Bøgelund og fortsætter:

»Men mange beboere vil gerne være en del af fællesskabet ved at have deres døre åbne, samtidig med at man ryger. Det arbejder vi på at forklare beboerne, at det går altså ikke. Men det tager noget tid, for det er rigtig meget motivationsarbejde. Det er kulturændringer.«

Begrænset succes

Der er siden Arbejdstilsynets besøg i september blevet opsat et udsugningsanlæg. Men succesen har været begrænset, fordi man i stedet har været udsat for støj.

»Nu har vi fået en lydboks på, så det er muligt at skrue op til allerhøjeste niveau, uden at det generer så meget med lyden.«

Har det så en effekt?

»Ja, det hjælper en smule. Vi har haft eksperter i udsugning fra Teknik og Miljø ude for at se på det, og det skulle være det bedste af det bedste, men det kræver stadig kontinuerlig udluftning.«

Centerchefen forklarer, at man også er i gang med at få sat dørpumper op for at få dørene til at lukke automatisk.

»I første omgang kunne beboerne ikke overskue at få sat dørpumper op. Men nu har vi gennem et længere motivationsarbejde fået lov til at installere det i de lejligheder, hvor der bor rygere. Og det, forventer vi, kan give mindre røg på gangene,« siger Preben Bøgelund.

Løser det problemet?

»Nej, men medarbejdernes generelle tilbagemelding er, at det har hjulpet. Og vi arbejder stadig på at se, om vi kan gøre mere.«

Er medarbejderne nødt til at acceptere en eller anden grad af passiv rygning?

»Nej, under ingen omstændigheder. Det skal man ikke acceptere. Så må man trække sig. Ligesom hvis man møder en ryger ved busstoppestedet, så kan man bevæge sig væk. Så skal man sammen finde ud af at komme i dialog om, hvor og hvordan beboerne kan ryge, og hvordan man er sammen med andre mennesker i forhold til rygning.«

Der er cirka 15 medarbejdere på Søndervangen og 21 lejligheder.

Ifølge centerchefen, der har ansvaret for i alt 28 botilbud, og er med i et fælles arbejdsmiljøudvalg for hele Aarhus Kommune, er problemet med passiv rygning ikke udbredt, da man på de fleste andre botilbud går ud i den friske luft, når cigarettrangen melder sig.

Se video: