Padel-mekka står klar i Hadsten
Efter mere end et halvt års byggeri står nyt padelcenter nu klar på Kildebakken i Hadsten. Der er officiel indvielse 21. august.
Byggeriet har varet i godt et år, men nu står den nye udgave af Padelmaster i Hadsten klar.
Og det er i en udvidet udgave, for på den tidligere adresse på Toftegårdsvej 28 var der tre doublebaner, heraf to udendørs samt en singlebane indendørs.
Den nybyggede padelhal ligger på Kildebakken og rummer fem doublebaner og en singlebane.
»Vi har fået en mega fed modtagelse, efter vi åbnede med en stor turnering forrige lørdag, hvor vi var her fra klokken 8 og morgen og endte med at tage hjem klokken 1 om natten, så dér var vi godt trætte. Og så har det egentlig bare kørt derudad lige siden,« siger en smilende Thomas Møller, da avisen møder ham i de nye rammer.
Han udgør en fjerdedel af Padelmasters ejerkreds. De øvrige tre er: Cagdas Ozan Ates, Anders Andersen og Julius Linhave.
11 meters højde
Den nye udgave af Padelmaster har en god loppehøjde på 11 meter fordelt på 2.000 kvadratmeter. Rundt om banerne er der perimeterlys (lysbånd), som hænger cirka 4 meter over den øverste kant på banen og samlet set 8 meter over gulvet.
»Som spiller bliver man ikke blændet og har generelt et rigtigt godt lys, uanset hvilken vinkel, man står i, så det er noget, vi forventer os meget af,« forklarer Møller.
To af banerne er såkaldte »out of court-baner« og kan bruges til store turneringer og dermed tiltrække nogle af landets bedste padel-spillere. Derudover har center court et sjældent sort underlag.
»Vores center court er en special edition. En absolut topbane af højeste kvalitet. Vi er gået med et sort underlag, fordi vi synes, det kunne være sjovt at skille os lidt ud og gøre noget ekstra. Mig bekendt er der ikke andre sorte baner i hele Danmark,« siger Thomas Møller.
Med mere plads og flere baner er der logisk nok større muligheder for at samle flere og gøre Padelmaster til et samlingspunkt. Og ikke kun for folk, som regelmæssigt svinger battet.
»Vi vil rigtig gerne skabe et miljø, hvor der er mulighed for at give den gas og spille kvalitetspadel. Samtidig vil vi også gerne have et meget inkluderende miljø, hvor folk kommer for mere end bare at spille padel. Vi vil rigtig gerne have, at folk har lyst til bare at droppe forbi for at drikke en kop kaffe eller en øl,« siger Møller og fortsætter:
»Fællesskab er et nøgleord for os, så vi vil rigtig gerne skabe et sted, hvor alle har lyst til at komme ind, uanset om man er fuldstændig ny, grøn i padel, eller hvis man har spillet padel i mange år på et højt niveau.«
Ud over padelcenteret indeholder bygningen et fitnesscenter og en fysioterapeutklinik på i alt 400 kvadratmeter.
Der er åbningsreception den 21. august.
læser
Dennis kæmpede og kæmpede, men nu har han tabt kampen mod ALS: Han døde i hjemmet omgivet af sine nærmeste – 44 år gammel
lige nu