Fortsæt til indhold

Fjellerup Strand: Borger melder om mangel på skraldespande i weekenden

En lokal borger undrer sig over, at skraldespandene ved Fjellerup Strand ikke tømmes i weekenden, hvor der er allerflest mennesker.

Samfund

Egon Foged, Fjellerup, undrer sig over, at Norddjurs Kommune ikke sørger for at tømme skraldespandene ved Fjellerup Strand i weekenden, men kun i hverdage.

»Alle skraldespandene langs stranden tømmes hver dag undtagen lørdag og søndag, hvor der er allerflest mennesker. Så flyder det med skrald over det hele,« fortæller han og tilføjer, at skraldespandene før i tiden og indtil for et par år siden blev tømt hver dag.

»Jeg ved godt, at det er småtingsafdelingen, men hvis vi vil have turister herud, så forpligter det, at der er en vis service.«

Blev skåret væk for nogle år siden

Anette Studstrup, driftplanlægger i Vej og ejendom, bekræfter, at weekendtømningen stoppede for nogle år siden.

»Vi tømmer desværre ikke affaldsspande i weekenden, det blev skåret væk for seks-syv år siden.«

Hun oplyser, at der i stedet er opsat fire store Mr. Fill skraldespande, som presser affaldet sammen og derved kan indeholde meget mere affald. Samtidig sætter man nogle gange ekstra skraldespande op, når vejret tegner til flere besøgene ved stranden.

»Op til sidste weekend (27.-28. juni, red.) opsatte vi fem ekstra skraldespande, da vi på grund af det varme vejr forudså, at der nok ville komme mange besøgende til stranden. Vi holder øje med vejret, og hvis vi regner med mange besøgende, sætter vi flere skraldespande op igen.«

Økonomiske rammer

Stig Jensen, vejingeniør i Miljø- og kulturforvaltningen, peger på, at mange af kommunens begrænsninger inden for driften af kommunens offentlige arealer skyldes den økonomi, der er afsat til området.

»Når det er sagt, prøver kommunens driftsafdeling løbende at tilpasse og nytænke løsninger, som kan håndteres inden for de økonomiske rammer, der er til rådighed til området,« siger han og nævner, at der i dette tilfælde er sat større skraldespande op, og der er sat yderligere skraldespande op ved Fjellerup Strand.

»Tømning i weekenderne er der desværre ikke økonomiske ressourcer til, selv om dette efterspørges.«

Se video: