26.000 var natten til fredag uden strøm i Aarhus
Elnetselskabet Konstant har oplyst, at cirka 26.000 kunder var ramt af nedbruddet i Aarhus.
Der var natten til fredag strømsvigt flere steder i Aarhus - heriblandt Aarhus V, Aarhus N og dele af centrum.
Kort efter klokken 06.00 oplyser elnetselskabet Konstant, at alle har fået strømmen tilbage igen.
Elnetselskabet oplyste tidligere, at omkring 26.000 var ramt af nedbruddet.
Konstant står for strømforsyningen i Aarhus.
På sin hjemmeside skrev selskabet, at der klokken 03.30 var sket en uvarslet strømafbrydelse i Aarhus C, Aarhus V og Aarhus N samt Risskov og Skødstrup.
»Vi arbejder på at lokalisere og udbedre fejlen og forventer normal forsyning klokken 06.00,« lød det.
Årsagen var ifølge selskabet ”fejl på 60 kV-nettet”. Forkortelsen for kilovolt er kV.
Kabelnetværk med spændingsniveau 30 til 60 kilovolt er højspændingskabler og strækker sig knap 4000 kilometer gennem landet, viser Green Power Denmarks opgørelse over de danske elkabler.
læser
lige nu