Fortsæt til indhold

Asfalt-gigant skovler millioner ind

NCC Industry i Trige kom ud af 2025 med et overskud på 105 mio. kr., og ledelsen regner med, at 2026 bliver lige så indbringende. Det fremgår af det regnskab, selskabet netop har præsenteret.

Samfund

NCC Industry, der holder til i Trige og er et datterselskab under den svenske bygge- og anlægsgigant Nordic Construction Company (NCC), har haft et indbringende 2025.

For asfaltvirksomheden i det nordlige Aarhus kom ud af året med et overskud på 105 mio. kr. – hvilket er ca. seks mio. kr. mere end det overskud, man kunne levere året før.

Det fremgår af den årsrapport, NCC Industry netop har offentliggjort.

NCC Industry, der holder til på Vestermøllevej 11 i Trige, hvor selskabet også har en stor asfaltfabrik, omsatte i 2025 for 1,87 mia. kr., hvilket er på cirka samme niveau som i 2024.

Årsresultatet endte som forventet, og egenkapitalen er samtidig vokset fra 538 mio. kr. til 563 mio. kr.

»Der var et godt aktivitetsniveau i både asfalt- og stenforretning. Samlet set ser virksomheden fortsat mange gode muligheder på markedet samt en stigende efterspørgsel efter NCC’s erfaring og ekspertise,« lyder det i ledelsesberetningen.

NCC Industry regner med, at næste års regnskab bliver på niveau med det, man netop har offentliggjort:

»Efterspørgslen efter asfalt og stenmaterialer er drevet af investeringer i infrastruktur og vedligeholdelse samt af det generelle byggeri og de offentlige kunders prioriteringer. Aktivitetsniveauet på disse markeder er fortsat højt, og de statslige investeringer i vejvedligeholdelse stiger i de geografiske områder, hvor virksomheden opererer.«

»Resultatet for 2026 forventes at være på niveau med 2025, og det høje aktivitetsniveau forventes at fortsætte og være bredt fordelt på markedet,« skriver ledelsen.

Se video: