Fortsæt til indhold

Nye til- og frakørsler i befærdet motorvejskryds: »Det vil tage lidt tid at vænne sig til«

Især trafikanter, der kommer nordfra på E45 og skal mod Aarhus eller Grenaa, skal være opmærksomme på nye vejforløb.

Samfund

Vejdirektoratet er i fuld gang med at ombygge Motorvejskryds Aarhus N som led i udvidelsen af E45-motorvejen.

Onsdag morgen den 8. juli åbner en ny tilkørsel og en ny frakørsel mellem E45 og Djurslandmotorvejen, hvor flere trafikanter skal vænne sig til at køre ad nye veje.

Ny frakørsel mod Aarhus/Grenaa

Trafikanter, der kommer nordfra på E45 og skal mod Aarhus eller Grenaa ad Djurslandmotorvejen, skal nu benytte en ny frakørsel, som er flyttet til lige efter motorvejsbroen.

Den gamle kan fortsat benyttes af de trafikanter, som skal mod Lisbjerg eller Hinnerup.

Ny tilkørsel mod Kolding

Trafikanter, der kommer fra Aarhus eller Djursland ad Djurslandsmotorvejen og skal sydpå ad E45 mod Kolding, skal nu fortsætte over motorvejsbroen og holde til venstre ad den nye tilkørselsrampe.

Den gamle tilkørsel lukkes helt.

Der er opsat midlertidige gule skilte, som viser de nye kørselsveje gennem motorvejskrydset, men Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at være ekstra opmærksomme de første dage.

»Det vil tage lidt tid at vænne sig til de nye vejforløb. Særligt de mange pendlere, der kører strækningen hver dag, skal være ekstra opmærksomme og orientere sig i god tid de første dage,« siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen.

Motorvejskrydset ombygges som led i udvidelsen af E45 for at forbedre kapaciteten i området.

Se video: