Fortsæt til indhold

Aarhus-gigant skal ombygge tysk havnekaj for milliardbeløb

Renoveringen af Salzgitterkai omfatter mere end 800 meter kaj i Hamborg Havn – et projekt til en værdi af 1,35 milliarder kroner.

Samfund
ksa

»Det er en teknisk meget krævende opgave, hvor vi skal konstruere en ny kajvæg med 17 meters vanddybde uden om og gennem dele af den eksisterende kajkonstruktion.«

Sådan opridser Jesper Pilegaard, vicedirektør i Aarsleff Fundering, det projekt, Per Aarsleff A/S for nylig har indgået kontrakt om.

Det oplyser Per Aarsleff Holding A/S i en pressemeddelelse.

Aarsleff er Danmarks største entreprenørvirksomhed og har hovedkontor i Viby.

Der er tale om anden fase af renoveringen af Salzgitterkai i Hamborg, hvor virksomheden som en del af et joint venture med Hochtief Infrastructure GmbH Nord Ost skal forny mere end 800 løbende meter kaj i et af Europas vigtigste havneområder.

Her stiller både skibe, kraner, gods og den eksisterende havnedrift høje krav til planlægning, metodevalg og udførelse – men selve teknikken vender vi tilbage til. Aarsleffs andel af opgaven udgør 40 procent og har dermed en værdi af 538 millioner kroner.

Samarbejde med store perspektiver

Selve projektet udføres efter den såkaldte IPA-model (Integrierte Projektallianz), der udmærker sig ved at være samarbejdsbaseret. Det betyder, at bygherren Hamburg Port Authority samt rådgivere og entreprenører arbejder under en fælles aftale med åben økonomi, målpris og delt risiko/gevinst.

Fokus er på fælles beslutninger og en best-for-project-tilgang, hvilket reducerer konflikter og forbedrer tid, kvalitet og omkostninger. Formålet er at optimere udkommet for alle parter. Og perspektivet rækker ud over Salzgitterkai, fortæller Jesper Pilegaard.

»IPA-kontraktmodellen bliver stadigt mere populær i Tyskland, og flere af de største bygherrer kigger i den retning, når de skal udbyde nye projekter. Derfor glæder vi os til at få erfaringer med at arbejde efter netop den model,« siger han.

Sammen med stærk international partner

Opgaven er desuden vundet sammen med Hochtief, som er en af Tysklands største og mest internationale entreprenører og blandt de største entreprenørvirksomheder i Europa. For Aarsleff er samarbejdet vigtigt, fordi Hochtief arbejder på mange af de markeder, hvor Aarsleff allerede er til stede eller ønsker at styrke sin position som nordeuropæisk funderingsspecialist.

»Hochtief er en meget attraktiv partner for os. De har en stærk international tilstedeværelse og opererer i flere af de lande, hvor vi også har funderingsaktiviteter. Når vi lykkes sammen på et projekt som Salzgitterkai, styrker det relationen og åbner samtidig for, at vi kan samarbejde om andre store projekter i fremtiden,« siger Jesper Pilegaard.

Teknisk krævende projekt

Selve arbejderne begynder i sensommeren. Her vil den nye kajvæg blive udført som en kombivæg med rør og spuns. Rørene har en diameter på 1,88 meter, er op til 42 meter lange og vejer op til 50 tons stykket. De skal installeres med en 55 tons tung hammer.

Kajvæggen forankres desuden med en ny type jordankre – cirka 400 stykker– hvor selve forankringskroppen får en diameter på 0,8 til 1,2 meter og en længde på 11 meter.

»Det kræver både tungt specialudstyr, stor erfaring med fundering og en meget præcis koordinering med de øvrige arbejder i havnen,« siger Jesper Pilegaard og oplyser desuden, at det er Aarsleffs egne maskiner, udstyr og medarbejdere, som skal installere både rør og ankre samt bore pælene.

Projektet løber frem mod sensommeren 2030.

Se video: