Sådan kan du køre ved Marselis Boulevard i den kommende måned
De trafikale gener ved Marselis Boulevard vil i den kommende tid ikke påvirke kørebanerne, melder Vejdirektoratet.
Undersøgelser af jordbunden under Marselis Boulevard har i den seneste tid krævet, at mange aarhusianere har måttet justere den vante kørsel i området.
Fra midten af juli til midten af august vil der være to frie spor i hver retning på Marselis Boulevard, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Trafikanter på Marselis Boulevard vil have frie kørselsforhold efter den 17. juli, hvor den nuværende spærring af et østgående spor mellem Stadion Allé og Dalgas Avenue samt venstresvingsbanen mod Stadion Allé fra Marselis Boulevard ophæves. Perioden uden trafikale gener på boulevarden forventes at vare frem til midten af august.
Mandag den 13. juli går Vejdirektoratets entreprenør i gang med at lave geotekniske undersøgelser på Sumatravej. Arbejdet vil foregå i siderne langs vejen, og kørebanen holdes fri.
Fodgængere og cyklister skal være opmærksomme, da boreriggen og arbejdet omkring den vil påvirke fortov og cykelsti.
Fra mandag den 3. august går entreprenøren igen i gang med at lave undersøgelser på fortovet ved Strandvejen. Fodgængere henvises til at benytte cykelstien, og både cyklister og fodgængere skal derfor være opmærksomme på, at cykelstien i perioden bliver en kombineret cykel- og gangsti.
Det er svært præcist at fastsætte varigheden af arbejdet med de geotekniske undersøgelser, og derfor kan tidsplanerne for jordbundsundersøgelser forskyde sig, lyder det fra Vejdirektoratet.
Man kan løbende holde sig orienteret om, hvordan de geotekniske undersøgelser generer trafikken på vd.dk/marselis.
Det forventes, at der vil være trafikale gener som følge af jordbundsundersøgelserne langs Marselis Boulevard det meste af året ud.
læser
Tre lærere drak øl sidste skoledag – nu er de bortvist fra skolen: »Jeg følte mig presset til at sige op«
lige nu