Blodrøde tal i aarhusiansk luksus-fitnesscenter: Ejer fyrer ledelsen og sætter sig selv i direktørstolen
Det er andet år i træk med underskud i TheGym. Denne gang højere end det foregående.
Efter et underskud før skat på 12,7 millioner kroner har ejeren af TheGym Aarhus, rigmanden Søren Rump, afskediget den hidtidige ledelse og selv overtaget posten som administrerende direktør.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Underskuddet i fitnesscentret på Søren Frichs Vej i Åbyhøj voksede med mere end fem millioner kroner i forhold til året før, og ifølge Søren Rump skyldes en stor del af det renter og afskrivninger på investeringer siden åbningen i februar 2024.
»Vi har haft behov for at forbedre både vores omkostningsniveau, vores effektivitet, vores salgsprocesser og vores generelle kundetilbud. Derfor besluttede jeg i slutningen af maj at opsige den tidligere ledelse, og så er jeg selv taget over som CEO,« siger Søren Rump, ejer og administrerende direktør.
Ifølge avisen har virksomheden samtidig skåret i organisationen, gennemgået sine udgifter og sat prisen ned på yoga- og pilatesmedlemskaber, mens medlemmerne får adgang til flere faciliteter.
Søren Rump forventer, at ændringerne vil kunne ses på bundlinjen inden for seks til 12 måneder.
læser