Fortsæt til indhold

Henrik åbner op om lukning af kendt restaurant: 14-årig søn i tragisk ulykke

En alvorlig ATV-ulykke på familiens grund i Malling er årsag til, at Henrik Pihlkjær lukker sin kendte restaurant i Aarhus.

Samfund

Restaurant Pihlkjær i Mejlgade i Aarhus er lukket med øjeblikkelig virkning, og på restaurantens hjemmeside fremgår det, at lukningen skyldes en alvorlig ulykke i Henrik Pihlkjærs familie.

Dette medie har fredag 10. juli været i kontakt med Henrik Pihlkjær, der oplyser, at hans 14-årige søn 30. april var involveret i en ATV-ulykke på familiens grund i Malling.

Sønnen var sammen med en ven, da ulykken skete, og begge drenge blev transporteret i ambulance til hospitalet, hvor Henrik Pihlkjærs søn blev indlagt i kritisk tilstand.

Henrik Pihlkjær ønsker ikke at oplyse præcist, hvad der er sket med hans søn, men bekræfter, at sønnen er kommet slemt til skade.

»Han er indlagt på Hammel Neurocenter, og så kan du jo regne ud, at det er alvorligt,« siger han.

Den mangeårige kok og restaurantejer er i sagens natur påvirket af situationen.

»Det er ikke særlig sjovt at finde to drenge, hvor den ene har kraniebrud, og den anden er bevidstløs, og det er et billede, jeg har skullet bruge noget tid på at få ud af hovedet,« siger han.

Familien i fokus

Som det fremgår af Restaurant Pihlkjærs hjemmeside, kræver sønnens ulykke Henrik Pihlkjærs »fulde tilstedeværelse i en længere periode.«

»Jeg har altid prioriteret arbejde højest, men nu har jeg trukket en streg i sandet og besluttet mig for, at det er familien, det handler om. Det er en beslutning, man tager, og så er det sådan, det er,« siger han.

Det er over to måneder siden, Henrik Pihlkjærs søn kom til skade, og når Henrik Pihlkjær ”først” lukker sin restaurant nu, skyldes det ifølge restaurantejeren, at det tager tid at afvikle en forretning og finde ud af, hvad der skal ske i en sådan situation.

»Jeg har også altid arbejdet mig igennem det, når noget har været svært, men vi har været ude for noget meget alvorligt, og nu er min familie i fokus. Så må jeg på et tidspunkt se på, hvad jeg skal lave fremover,« siger Henrik Pihlkjær.

Restaurant Pihlkjær åbnede i 2006 og er særligt kendt for sine fiske- og skaldyrsretter.

»Vi vil gerne takke alle for den store opbakning, der har været til Restaurant Pihlkjær gennem årene,« lyder det på restaurantens hjemmeside.

Se video: