Nicolai Wammen misbrugt i AI-svindel: »Det er forkasteligt«
Nicolai Wammen er blot en af mange offentlige personer, der er blevet brugt som lokkemiddel i svindelkampagner.
I et afsnit af DR-programmet Debatten stormer Nicolai Wammen (S) ud af studiet efter et voldsomt skænderi med Morten Spiegelhauer.
Hvis man har en smule kendskab til Nicolai Wammen, vil man nok synes, det er ukarakteristisk opførsel af den normalt meget besindige justitsminister og tidligere Aarhus-borgmester.
Episoden er da også ganske fabrikeret og fandtes i en falsk Ekstra Bladet-artikel, der skulle lokke danskere til at investere i kryptoplatformen Aurora Capital.
Det skriver B.T.
Nicolai Wammen advarer nu mod de her kyniske svindlere.
»Jeg synes, det er forkasteligt, at der er folk, der forsøger at snyde med den slags reklamer, og jeg håber, at dem, der læser dem, kan gennemskue, at det er fake, og at folk derfor ikke hopper på svindlernes fupnummer,« lyder det i et skriftligt svar til B.T.
Nicolai Wammen skriver sig ind i en række offentlige personer, heriblandt skuespiller Ghita Nørby og tv-læge Peter Qvortrup Geisling, der er blevet brugt som lokkemiddel i svindelkampagner.
I den falske artikel, som Nicolai Wammen indgår i, handler Debatten om danske husholdningers gæld, har mediet TjekDet beskrevet.
Artiklen ligner til forveksling Ekstra Bladets opsætning, men domænet hedder eskermyna.digital og ikke eb.dk.
Ifølge TjekDet er billederne desuden AI-genererede.
læser
Ny direkte rute fra Aarhus Airport
lige nu