Se top 10: Syv af Favrskovs største virksomheder ligger i samme postnummer
Hinnerup har syv, Hadsten to og Hammel én virksomhed på top 10 over virksomheder med flest ansatte i Favrskov Kommune.
Når man ser på de 10 virksomheder med flest ansatte i Favrskov Kommune, springer én ting hurtigt i øjnene: postnummeret.
Syv ud af 10 har nemlig til huse i 8382 Hinnerup.
Det viser data fra Virksomhedsnøglen, udviklet af Gravercentret og Teknologisk Institut.
Tallet ryger dog ned på fem, hvis man trækker første- og tiendepladsen fra, henholdsvis Favrskov Kommune og Kanonen. Begge har ansatte flere steder i kommunen.
Hadsten er på listen med to virksomheder og Hammel har én.
Virksomhedsnøglen bygger på data om alle aktive danske selskaber fra CVR-registret. Det er altså virksomheder, hvor CVR-nummeret er registreret på en adresse i Favrskov Kommune, der dukker op på listen.
Derfor figurerer eksempelvis KK Wind Solutions – det tidligere Vestas i Hammel – ikke på listen på trods af 375 ansatte, da virksomhedens CVR-nummer er registreret i Ikast.
1: Favrskov Kommune: 4.863 ansatte
Skovvej 20, 8382 Hinnerup
Administrative medarbejdere, lærere, pædagoger, sosu-assistenter og alle, der sørger for vedligeholdelsen af grønne områder.
Det er blot nogle af de ansatte, der hører under kommunen, som naturligt nok er den virksomhed med flest ansatte i Favrskov.
2: Frode Laursen, 1.004 ansatte
Vittenvej 88 A, 8382 Hinnerup
Frode Laursen er en international logistikvirksomhed med hovedsæde i den lille by Vitten.
Der er tale om en af Nordens største logistikvirksomheder, som transporterer især forbrugsvarer, byggematerialer og specialaffald som emballage, træflis og gipsplader, fra genbrugsstationer.
3: Velas I/S, 730 ansatte
Trigevej 20, 8382 Hinnerup
Velas i Søften kalder sig »landbrugets førende rådgivningsvirksomhed.«
I marts fusionerede Velas med sjællandske VKST og blev den første landsdækkende rådgivningsvirksomhed i landbruget. Dermed steg antallet af medarbejdere markant.
4: Nordisk Wavin A/S, 240 ansatte
Wavinvej 1, 8450 Hammel
Wavin er en leverandør inden for bygge- og infrastrukturbranchen.
Firmaet beskæftiger sig med transport af vand – med produkter og løsninger til blandt andet afløbs- og kloaksystemer samt regnvandshåndtering.
5: Den Jyske Håndværkerskole S/I, 201 ansatte
Ellemosevej 25, 8370 Hadsten
Den Jyske Håndværkerskole er en teknisk skole med 11 forskellige uddannelser inden for køletekniker, plastmager, elektriker og træfagenes byggeuddannelse.
Skolen er en 24-timersskole, hvor der er adgang til værksteder det meste af døgnet, og hvor op til 594 elever kan bo.
6: In-Store A/S, 177 ansatte
Vittenvej 88 A, 8382 Hinnerup
In-Store er en af Danmarks førende specialister inden for merchandising, brand activation, salgssupport og marketing.
Virksomheden arbejder med at skabe synlighed og salg af forbrugsvarer og i retail- og DIY-branchen.
7: Wanzl Nordic A/S, 174 ansatte
Toftegårdsvej 4, 8370 Hadsten
Wanzl Nordic kalder sig »verdens største producent af indkøbsvogne og bagagetransportvogne.«
Virksomheden leverer detail- og butiksløsninger og tilbyder alt fra konceptudvikling og design til produkter, installation og udrulning.
I oktober 2023 skiftede Expedit navn til Wanzl Nordic.
8: A/S Knud Jepsen, 167 ansatte
Skanderborgvej 193, 8382 Hinnerup
A/S Knud Jepsen i den lille by Foldby er verdens største producent af blomsten kalanchoe, som markedsføres under brandet Queen Flowers.
Der er tale om en tredjegenerations familievirksomhed, der ud over Danmark har produktion i Tyrkiet, Vietnam og Holland.
9: AB Catering Aarhus A/S, 159 ansatte
Beta 1, 8382 Hinnerup
AB Catering i Søften beskriver sig selv som »én af Danmarks største og førende foodservice-grossister.«
Virksomheden er leveringsdygtig i flere end 70.000 varenumre til det professionelle køkken.
10: Kanonen, 127 ansatte
Århusvej 1, 8382 Hinnerup
Kanonen har socialpædagogiske børne- og ungehjem for udsatte børn og unge i alderen 10-25 år.
Kanonen har syv afdelinger rundt om i Favrsov Kommune og desuden egen skole.
læser
lige nu