Fortsæt til indhold

Friturestegt kylling vender tilbage til central gade: Her boede den berømte abe Alfred

Nørre Allé får igen friturestegt kylling på menuen, når Ralphy's Fried Chicken åbner til august. Adressen vækker dog allerede minder hos mange aarhusianere om kappebavianen Alfred, der boede ved Kentucky Fried Chicken på samme gade.

Samfund

En abe, friturestegt kylling og en af Aarhus’ mest særprægede fastfoodhistorier.

Til august kommer der igen til at dufte af friturestegt kylling på Nørre Allé, når den nye restaurant Ralphys Fried Chicken åbner. Men for mange aarhusianere vækker adressen minder om noget helt andet: kappebavianen Alfred, der i årtier var et opsigtsvækkende indslag ved Kentucky Fried Chicken i samme gade.

Bag den nye satsning står ejer Abdul Basir Ghafouri. Og han er ikke ny i restaurationsbranchen. Han driver allerede Restaurant Zafran og Pizza Day and Night i Aarhus, som er nabo til det nye koncept.

»Jeg har fået mange efterspørgsler på friturestegt kylling i mit pizzeria,« siger ejeren og henviser til, at flere kunder ved Pizza Day and Night ofte har ønsket at købe friturestegt kylling.

Mens den nye restaurant snart slår dørene op, lever historien om Alfred videre blandt mange aarhusianere.

Mange lagde dengang vejen forbi for at få et glimt af den usædvanlige beboer, mens andre stillede spørgsmål ved, om en abe hørte hjemme ved en fastfoodrestaurant. Også en beostær skabte opmærksomhed på adressen.

Vil ikke være en kopi

Den nye restaurant skal dog ikke være en kopi af de store internationale fastfoodkæder, understreger Abdul Basir Ghafouri.

»Alt vores mad bliver lavet helt fra bunden. Det gør, at det får bedre smag og en højere kvalitet,« siger han.

Selvom konceptet på overfladen kan minde om Kentucky Fried Chicken, skal Ralphy’s Fried Chicken finde sin egen vej.

Menuen kommer til at bestå af friturestegt kylling i forskellige varianter med inspiration fra både det amerikanske, sydasiatiske og det britiske køkken.

Inspirationen har ejeren blandt andet hentet gennem rejser, hvor han har smagt sig frem til de retter og krydderier, som nu skal danne grundlag for konceptet.

Valget faldt på Nørre Allé, fordi lokalet passer godt ind i hans øvrige forretninger i området. Men planerne stopper ikke nødvendigvis der.

Hvis åbningen bliver en succes, håber Abdul Basir Ghafouri på sigt at åbne to restauranter i Aarhus. Hvor de skal ligge, er endnu ikke besluttet, men han fortæller, at én af dem blandt andet kan komme til at ligge syd for byen.

Se video: