Cirka 25 børn starter i den nye juniorklub ved Nørre Djurs Hallen
Fra 3. august bliver der gang i Nørre Djurs Hallen om eftermiddagen, hvor den nye juniorklub i Norddjurs Midt åbner.
Cirka 25 børn har tilmeldt sig den nye Juniorklub Midt, der er et nyt lokalt klubtilbud for børn i den midterste del af Norddjurs Kommune. Klubben har base ved Nørre-Djurs Hallen i Glesborg og er en del af UngNorddjurs.
Klubben er kommet op at stå på initiativ fra en stor forældregruppe, der de senere år har arbejdet for at få etableret et selvstændigt tilbud for de børn, der var vokset ud af SFO. Indtil nu har de haft SFO 2, hvor de har været i SFO’en, men i en særlig afdeling for de lidt ældre børn.
Etableringen af juniorklubben bakkes op af Jens Bredgaard Lassen, afdelingsleder for juniorklubberne i Grenaa under UngNorddjurs.
»Der skal være plads til, at man kan få et sted at være i forhold til alder,« siger han.
»Man kommer let til at føle sig for stor og springer fra, når der kommer nye børn ind i tidlig SFO fra børnehaven. Jeg tror det er vigtigt, at man får et skifte der, og kommer hen i noget større og kan lave noget, der er mere alderssvarende.«
SFO er for børn til og med 3. klasse. Juniorklub er for 4. - 6. klasse.
Jens Bredgaard Lassen har lavet opstarten i Midt, og afløses nu af Daniel Jensen, der i en intern rokade i UngNorddjurs fra 1. august bliver afdelingsleder for klubtillbuddene i område Glesborg og Auning/Allingåbro.
Børn fra andre skoledistrikter er også velkommen
Juniorklubben Midt får lokaler i Multisalen i Nørre Djurs Hallen. Multisalen er blevet bygget om og inddelt i flere rum, så der nu er nye toiletter, to aktivitetsrum og et fællesrum. Åbningsdagene er mandag til torsdag klokken 13 - 16:30, og fredag klokken 12:30 - 16.
Den nye Juniorklub Midt er rettet mod børnene fra Glesborg Skole, Min Friskole i Ørum og Bønnerup Friskole. I princippet er også børn fra andre skoledistrikter velkommen, hvis det passer dem bedre at gå i Juniorklubben Midt end der, hvor de går i skole.
Jens Bredgaard Lassen er godt tilfreds med det antal, der starter her 3. august.
»Det er flot med de cirka 25, flere end vi havde regnet med. Det er et område med et stort foreningsliv, og mange af børnene går til fritidsinteresser, eller de tager hjem efter skole. Hvis de går til fritid tre gange om ugen, kan det være svært at passe juniorklubben. Men forhåbentlig kommer der flere i juniorklubben, når de finder ud af, hvad det er.«
Dannelse og demokrati
I et oplæg, der er sendt ud til forældrene, kan man læse, at juniorklubben kommer til at tilbyde ude-aktiviteter blandt andet padel, tennis, beach-håndbold og bålhygge. Derudover kan der laves kreative ting i krea-rummet og der kan games i spillerummet. De unge har også muligheden for at trække over i hallen og spille bold, når hallen ikke er booket til noget andet. Det bliver desuden mulighed for at bage og spille forskellige spil.
Juniorklubbens politik er, at børnene ikke bare skal have et sted at være, de skal også lære at være.
»I UngNorddjurs går vi meget ind for demokrati og dannelse. For eksempel holdes der børnemøde i juniorklubberne en gang om måneden, og hver dag er der en aktivitet, som børnene har været med til at planlægge,« forklarer Jens Bredgaard Lassen.
Det kan godt være et emne, som de voksne har valgt, men børnene er med til at besluttet, hvad de kunne tænke sig at beskæftige sig med i forhold til det emne. Jens Bredgaard Lassen peger på, at Ung Norddjurs for eksempel har fokus på områder som bæredygtighed og havet omkring os, og et emne kunne således være at deltage i den nationale affaldsindsamlingsdag.
Børnene er også med til at bestemme, hvad juniorklubben skal anskaffe sig af ting. Det kunne være nye bats, brætspil eller andet.
»Vi forsøger at inddrage dem i en demokratisk dannelse og se, hvad der sker. På den måde er de med til at præge deres egen fritid, og de skal helst vokse med det ansvar, de får.«
Jens Bredgaard Lassen understreger, at pædagogerne skal være de voksne, der står på sidelinjen og lader børnene udvikle sig.
»Vi står der til at trøste, holde om og holde af. Vi skal ikke være dem der skaber legene, men måske sætte dem i gang, og derefter trække sig. Børnene skal lære at lege, lære at være sammen. Det er vores fornemste opgave - at lære dem at lave fællesskaber, store eller små, bare de er fælles om noget.«