Lokale efterspørger parkering under Smukfest: »Skal vi virkelig gå tiggergang, for at vi kan komme på arbejde?«
Ifølge kommunen burde der være nok private parkeringspladser i det område, Heidi Mejlgaard Rasmussen og Frank og Anette Lorentzen bor.
Frank og Anette Lorentzen bor midt i Skanderborg. Lige ned til søen. De holder meget af deres lejlighed, og de elsker at bo der.
I hvert fald 51 uger om året.
I uge 32 har de nemlig et ret stort problem. Parkering.
Parret har nemlig to biler, og på Ovenvande, hvor de bor, er der kun en parkeringsplads pr. bolig. Normalt parkerer de bil nummer to langs fortovet på Søtoften eller på den del af den nærliggende Nettos parkeringsplads, hvor der ikke er tidsbegrænsning.
»Til hverdag har vi aldrig problemer med at finde en plads. Men under Smukfest bliver Nettos parkeringsplads spærret af, og der bliver sat ’parkering forbudt’-skilte op langs Søtoften. Hvad skal vi så gøre? Vi føler, vi bliver presset til at rejse væk den uge,« siger Frank Lorentzen.
Både sidste år og i år har han søgt Skanderborg Kommune om at få en parkeringstilladelse i byen under Smukfest. Sidste år fik han afslag 31. juli. I skrivende stund har han ikke fået svar på sin ansøgning for i år.
»Vi modtager hvert år mange ansøgninger om parkeringstilladelser i forbindelse med Smukfest, og der er derfor desværre en vis sagsbehandlingstid. Samtidig har vi haft behov for at samle op på og vurdere omfanget af problemstillingen på Ovenvande. Ansøgerne vil naturligvis modtage svar så hurtigt som muligt og inden Smukfest afvikles,« oplyser Skanderborg Kommunes vejafdeling i en mail til avisen.
Kan ikke bare laves om
Heidi Mejlgaard Rasmussen bor også på Ovenvande. Hun har samme problem som Frank og Anette Lorentzen. I hendes husstand har de også to biler, og hun er afhængig af sin bil for at komme på arbejde.
»Jeg har personligt ikke mulighed for at holde ferie i uge 32. Jeg skal på arbejde, mens Smukfest løber af stablen. På mit arbejde har vi planlagt ferie for længe siden, og det kan vi ikke bare lave om,« siger hun.
Hun og hendes mand er tilflyttere til Skanderborg, så de kender ikke nogen i byen, de kan spørge, om de må parkere hos.
I år er første gang, de har søgt om en parkeringstilladelse hos Skanderborg Kommune under Smukfest. Hun indsendte ansøgningen 19. juni.
»Hvis vi får afslag, ved jeg vitterligt ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg aner ikke, hvor jeg skulle parkere henne for at komme frem og tilbage på arbejde. Skal jeg virkelig være tvunget til at flytte ud af kommunen i en uge, for at jeg kan gå på arbejde?« siger hun.
Både hun og Frank og Anette Lorentzen understreger, at de ingen problemer har med selve Smukfest. Faktisk holder de meget af festivalen.
»Jeg frygter for, at jeg kommer til at lyde som en gammel, sur dame. Jeg elsker, når der kommer mennesker til byen. Jeg elsker både Sølund Musikfestival og Smukfest. Jeg synes, vi skal glæde os over det, der skaber liv i byen. Men når det så er sagt, skal det ikke komme os, der bor her og lægger skattepenge hele året, til last,« siger Heidi Mejlgaard Rasmussen.
Siden interviewet med Heidi Mejlgaard Rasmussen fandt sted, har hun fået afvist sin ansøgning om parkeringstilladelse, red.
Årsag til afslag
Hos Skanderborg Kommune kan man godt forstå, at ventetiden på at få et svar på sin ansøgning om parkeringstilladelse kan give anledning til frustrationer.
»Vi har forståelse for, at nogle husstande oplever udfordringer med parkering under Smukfest,« skriver vejafdelingen.
De kan dog oplyse, hvad begrundelsen for et eventuelt afslag vil være. Det vil i dette tilfælde skyldes kommunens retningslinjer for private fællesveje.
»Her er udgangspunktet, at parkering på private fællesveje og tilhørende parkeringsarealer administreres af grundejerforeningen. Dette er den samme vurdering, som gives til andre områder med private fællesveje. Beboerne henvises derfor til at rette henvendelse til deres grundejerforening vedrørende områdets parkeringsforhold,« oplyser kommunen i sit svar og fortsætter:
»Vi erfarer, at flere grundejerforeninger løser udfordringerne med parkering under Smukfest internt og ikke mindst gennem nabohjælp ved, at beboere koordinerer ledige pladser.«
»Tilstrækkelig kapacitet«
Som sagt bliver der lukket for parkering langs fortovet på Søtoften, mens Smukfest finder sted. Frank og Anette Lorentzen er uforstående over for, hvorfor man ikke i stedet sætter et skilt op, hvor der står ’Parkering kun med særlig tilladelse’, og så giver den særlige tilladelse til beboerne i området, der har to biler i deres husstand, og som alligevel normalt parkerer på stedet.
Men der er en rigtig god grund til helt at lukke for parkering, skriver Skanderborg Kommune. Det er nemlig en praksis, der anvendes i hele byen under festivalen for at forhindre, at Smukfest-gæsterne benytter vejarealerne til parkering, så »borgerne ikke skal generes af festivalgæster«.
»Da de berørte boliger har parkeringsmulighed på egen grund, og da kommunen ikke har registreret et større omfang af henvendelser, der begrunder en særskilt parkeringsordning for området, er der ikke etableret en særlig parkeringstilladelsesordning for beboernes ekstra biler på Søtoften,« skriver vejafdelingen.
De oplyser desuden, at der ifølge motorregistret er registreret 111 køretøjer for boligerne på Ovenvande, mens området »umiddelbart har en samlet kapacitet på 128 parkeringspladser«.
»Ud fra disse oplysninger vurderes der samlet set at være tilstrækkelig parkeringskapacitet i området. Hvordan parkeringspladserne fordeles og administreres internt, er et forhold, som hører under grundejerforeningens ansvar, og spørgsmål herom bør derfor rettes til grundejerforeningen,« skriver Skanderborg Kommune.
Hvem får tilladelserne?
Parkeringspladserne ved den Netto, der ligger ved Ovenvande, bliver som sagt spærret af. Det er nemlig et af de steder, hvor dem, der får godkendt en ansøgning om parkeringstilladelse under Smukfest, parkerer.
»Hvem får de tilladelser? Hvis det er folk, der bor i byen, hvorfor kan de så ikke parkere ved deres eget hjem? Hvis det er festivalgæster, hvorfor kan de så ikke parkere på Smukfests parkeringspladser?« spørger Anette Lorentzen.
Ifølge Skanderborg Kommune bliver parkeringspladsen ved Netto under Smukfest primært anvendt til beboere, som ikke har parkeringsmulighed på egen matrikel.
»Det gælder blandt andet beboere fra Sygehusvej, Vestergade, Vesterskovvej og Adelgade samt offentlige institutioner som for eksempel Kulturskolen og medarbejdere i butikkerne på Adelgade,« skriver vejafdelingen.
Parkering på Fælleden
Som sagt ved hverken Frank og Anette Lorentzen eller Heidi Mejlgaard Rasmussen endnu, om de i år får godkendt deres ansøgninger om parkeringstilladelse under Smukfest.
»Jeg synes, tidsvinduet er utroligt knapt. Jeg kunne godt tænke mig en afklaring. Hvordan skal vi nå at agere og reagere, når vi får et afslag så sent, som Frank fik sidste år?« spørger Heidi Mejlgaard Rasmussen med henvisning til, at Frank Lorentzen sidste år fik afslag på sin ansøgning om parkeringstilladelse cirka tre dage, før festivalgæsterne indtog Kærligheden.
Kan du ikke bare parkere på Fælleden?
»Jeg kører hjemmefra klokken 5.30. Der går ingen offentlig transport på det tidspunkt, så jeg kan ikke komme derud. Jeg tror, min mand ville være rigtigt ked af at skulle køre mig ud til Fælleden så tidligt, når han selv arbejder i Stilling og først møder klokken 8,« siger hun og fortsætter:
»Hvis jeg får et afslag, må jeg gå til alle naboer og høre, om der er nogen, der ikke skal bruge deres parkeringsplads under Smukfest. Men skal vi virkelig være tvunget til at gå tiggergang, for at vi kan gå på arbejde, bare fordi vi bor et sted, hvor der er en festival?«
I år rejser Frank og Anette Lorentzen ikke væk, som de ellers har gjort nogle andre år. I stedet deltager de i Smukfest. Men det betyder, at de stadig skal finde et sted at parkere deres bil nummer to.
»Vi har en bil, hvor rattet er populært for tyve at stjæle. Det er sket en gang, hvor bilen holdt i Aarhus. I år, hvor vi skal være hjemme, overvejer vi, om vi skal holde bilen på Fælleden, men det er vi ikke helt trygge ved. Vi er ikke så vilde med at stille den på en lidt afsides parkeringsplads,« siger Frank Lorentzen.