Fra dansende parkeringsvagter til stærk bundlinje: Meilgaard-koncerten hitter igen
Årets koncert på Meilgaard Slot blev et tilløbsstykke med hele 4.000 gæster inde foran scenen.
Årets sommerkoncert på Meilgaard Slot blev den næstbedste i arrangementets 33-årige historie målt på billetsalg og økonomisk resultat.
Den økonomiske bundlinje blev i år kun overgået af rekordåret 2019, hvor overskuddet lød på 700.000 kroner.
Det fortæller Henrik Elkjær fra Nørre Djurs Håndboldklub, som står bag koncerten.
»I 2019 lavede vi det bedste resultat til dato, i år blev det næstbedste, og det skyldes selvfølgelig, at vi havde 800 gæster flere inde end i 2025. Det påvirker det samlede resultat væsentligt,« siger Henrik Elkjær.
Han tilføjer, at årets resultat ikke ligger langt fra niveauet i rekordåret og vil fremgå af årsregnskabet for 2026 for Nørre Djurs HK.
3.700 løste billetter
Koncerten fandt sted fredag 17. juli i de historiske rammer ved Meilgaard Slot.
I alt blev der solgt omkring 3.700 billetter. Dertil kom 300 sponsorbilletter.
»Så vi havde 4.000 gæster inde på koncertområdet,« noterer Henrik Elkjær.
Arrangementet blev gennemført med hjælp fra 225 frivillige. Det gjaldt medlemmer, trænere og forældre fra Nørre Djurs Håndboldklub, herunder også mange af klubbens elitespillere.
Musikprogrammet bestod i år af Lars Lilholt, Birthe Kjær og Queen Machine.
Lars Lilholt har været en fast del af koncerten gennem mange år, og han var igen hovednavn. Birthe Kjær er kendt for sange som »Sommer og sol« og »Den knaldrøde gummibåd«, mens Queen Machine er et dansk hyldestband, der spiller Queens klassikere.
Særligt ry
Koncerten har gennem årene fået et ry for at være noget særligt, og mange gæster kører gerne langt for at opleve musik under åben himmel i de historiske rammer ved Meilgaard Slot.
Henrik Elkjær fortæller »Det er blevet noget særligt at gå til koncert på Meilgaard, og mange kører langt for at komme til Mejlgård. Det kan vi også se af kommentarfelterne på vores Facebookprofil.«
Henrik Elkjær fremhæver, at det kræver en stor indsats at skaffe frivillige, og at det er nødvendigt at engagere flere generationer og hele familier for at kunne afvikle koncerten.
»Styregruppen gør en stor indsats hele året, for at koncerten skal lykkes, men uden de mange, der løber rundt på græsset før, under og efter koncerten, var der ingen koncert på Meilgaard. Dem kan vi ikke rose nok, for deres indsats er kampafgørende,« siger han.
De mange frivillige får ros fra koncertgæsterne for deres venlighed og måde at være på.
»Kommentarsporet på Facebook fortæller meget fint, at gæsterne er tilfredse med at blive mødt af dansende parkeringsvagter og smilende folk i de mange boder.«
Ifølge Henrik Elkjær skyldes årets succes en kombination af et stærkt musikprogram og øget markedsføring, blandt andet med en ny hjemmeside.
Uopslidelige Lars Lilholt
Meilgaard-koncerterne er i høj grad forbundet med Lars Lilholt Band, der har været med alle årene, og i Nørre Djurs HK er der en tro på, at Lars Lilholt fortsætter som spillemand i mange år endnu.
»Lilholt er med, så længe han kan. Han er absolut en del af traditionen og nyder kæmpe respekt,« siger Henrik Elkjær.
Helliget bredden
Overskuddet fra koncerten går til breddeafdelingen i Nørre Djurs Håndboldklub.
Pengene bruges blandt andet til at holde kontingenterne nede for de unge, forbedre faciliteterne, købe udstyr og arrangere ture og aktiviteter for klubbens medlemmer.
»Vi er afhængige af pengene, hvis vi vil drive en håndboldklub på breddeniveau, som vi gerne vil det i Nørre Djurs HK. Det handler i høj grad om, at vi kan gøre noget for vores mange ulønnede trænere i klubben, så de synes, det er sjovt at engagere sig.«