Fortsæt til indhold

Snitsår, brandmænd og dehydrering giver travl uge for livredderne

Livredderne i Østjylland havde en travl uge 29 - og især på Grenaa Strand, hvor man lavede rekordmange førstehjælpsaktioner sammenlignet med de øvrige badestrande i det østjyske.

Samfund
LNT/AM

Livredderne i Østjyllands har haft travlt i uge 29 og især på Grenaa Strand, hvor man registreret det højeste antal førstehjælpsaktioner blandt de østjyske strande.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra TrygFonden Kystlivredning.

De mange førstehjælpsaktioner dækker blandt andet over behandling af snitsår, skader efter kontakt med brandmænd, bistik, forstuvninger og tilfælde af dehydrering.

Livredderne har desuden haft fokus på at informere strandgæster om de aktuelle vindforhold, da flere personer på andre strande i Østjylland kom i vanskeligheder på grund af fralandsvind.

Den farligste situation blev dog registreret på Saksild Strand 16. juli, hvor fralandsvinden bragte to piger i alvorlige problemer.

Her havde livredderne observeret to piger cirka 150 meter ude i vandet. Pigerne svømmede efter deres SUP-board men så besværede ud, hvilket fik den ene livredder til at reagere og sejle ud til pigerne.

»Lillesøsteren ser besværet ud og fortæller, at hun er træt og ikke kan svømme efter SUP’en mere. Hun er utryg, og livredderen får hende op i båden. Storesøsteren kan bunde, så hun vil gerne gå ved siden af båden med SUP’en. Pigerne sejles tilbage til deres forældre, som er 500 meter længere nede af stranden,« skriver TrygFondens Kystlivredning.

Anders Hammer fra TrygFonden Kystlivredning opfordrer, bl.a. med afsæt i den situation, alle, der færdes på vandet, til at orientere sig om vejret, inden de tager ud.

»Det er vigtigt at være opmærksom på vindforholdene, før man tager ud på fx et SUP-board. Vinden kan være svær at mærke inde på land, men så snart man kommer lidt ud fra kysten og ikke længere er i læ, så kan den tage fat, og så kan det pludselig gå stærkt med at drive væk,« siger han.

På Grenaa Strand har livredderne i løbet af ugen gennemført en række oplysende indsatser, hvor de har informeret badegæster om lokale forhold, de fem baderåd og særlige risici ved fralandsvind.

TrygFonden Kystlivredning anbefaler, at man altid tjekker vindforholdene på Respektforvand.dk, inden man tager hjemmefra, og at man spørger livredderne til råds, hvis man er i tvivl.

TrygFonden Kystlivredning giver følgende fem råd til SUP-udøvere:

  1. Lær at padle
  2. Tjek vejret og pas på fralandsvind
  3. Hav telefon med i vandtæt etui
  4. Fortæl, hvor du er – og hvornår du er tilbage
  5. Brug altid leash og vest
Se video: