Blå Flag-stationer: »Krabberne er et hit«
Blå Flag ni steder i Norddjurs, og aktiviteter to af stederne.
Med 117 kilometer kyst og næstflest Blå Flag-strande i Danmark har man i Norddjurs mange muligheder for at få en god dag ved vandet.
Ni strande i Norddjurs Kommune har det blå flag, der er et internationalt kvalitetsstempel og betyder, at strandene løbende kontrolleres for høj vandkvalitet, samtidig med at der er styr på sikkerhed, miljø og faciliteter som redningsudstyr og affaldssortering.
I hele skolernes sommerferie, det vil sige fra 30. juni til 10. august, er der næsten hver dag spændende aktiviteter omkring Blå Flag stationerne ved Fjellerup Strand og Bønnerup Havn. Her kan man gratis låne spande, net og waders, så man kan gå på opdagelse og på »jagt« på det lave vand, blive guidet af naturguiderne, ligesom der på udvalgte dage er særlige ekstra aktiviteter. Mange dage er der også aktiviteter omkring Naturskolen ved Grenaa Strand.
Til havs i ferien
Familien Kjærsgaard Simonsen, Auning, aflagde mandag i sidste uge et hyggeligt besøg ved Blå Flag stationen i Bønnerup. De kommer tit i Bønnerup, idet familien har en båd liggende i lystbådehavnen, men denne dag gjorde de lidt mere ud af besøget og lagde vejen forbi Blå Flag stationen.
»Børnene fanger tit krabber. De synes, det er sjovt at løfte dem op og de konkurrerer om at fange den største,« fortæller Jimmi Kjærsgaard Simonsen, og tilføjer, at de bruger spegepølse som lokkemad, men at krabberne også kan fanges med blåmuslinger.
Familien med far, mor og børnene Laura, 4, og Lucas, 7, holder ferie i Danmark og har blandt andet været på et lille sommertogt med båden. Indtil videre har de sejlet fra Bønnerup til Grenaa, fra Grenaa til Ebeltoft og fra Ebeltoft til Tunø, hvor de lå i tre dage. Derefter sejlede de samme vej hjem.
Populære krabber
Carsten Enemark, leder af Kyst- og Fjordcentret, der driver Blå flag-stationerne, fortæller, at der er godt gang i aktiviteterne ved Blå Flag-stationerne. Der er gæster, der kommer sejlende langvejs fra, og der er sommerhusgæster, lokale strandgæster og for Bønnerups vedkommende også kunder, der skal i nogle af havnens butikker.
»Når vi kommer og lukker op klokken 10, står der nogle gange folk og venter.«
Den populæreste aktivitet er uden sammenligning krabberne.
»Krabber er et hit, uanset om det er i Kyst og Fjordcentret i Voer, i Bønnerup eller Fjellerup. De er et fantastisk formidlingsdyr, fordi de er nemme at håndtere, tager ikke skade af det, de er sociale dyr, og man kan sagtens have mange krabber sammen.«
Der arrangeres krabbevæddeløb ved Blå Flag-stationerne, og der vises, hvordan man kan se forskel på hanner og hunner, og hvordan man kan holde en krabbe uden at blive nappet. En gang imellem bliver der lavet krabbesuppe.
Carsten Enemark fortæller, at fordi der i havene mangler torsk, som æder krabber, er der usædvanlig mange krabber. Derfor anbefaler han, at man begynder at lave krabbesuppe derhjemme.
Krabbesuppe
Carsten Enemark foreslår denne opskrift til krabbesuppe:
- 25 store krabber
- 2 løg
- 5 gulerødder
- 2 ferskner
- tomatkoncentrat
- æblejuice
- salt, peber
Vi arbejder med to gryder.
Tænd et bål og kom olie i begge gryder. Den ene gryde er til krabber og den anden til grøntsager.
Snit løg fint og gulerødder i mundrette stykker og lad dem småsimre i den ene gryde.
Kom krabberne i en spand med rent vand. Vi afliver krabben med en kniv, hvor vi deler krabben i to dele, og derefter kommer vi krabbberne i den anden gryde, de første 10 minutter skal de småstege (læg mærke til farveskiftet) derefter tilsætter vi lidt vand og lader det småsimre i 5 – 10 minutter.
Når grønsager har den ønskede konsistens tilsætter vi lidt tomatkoncentrat og æblejuice. (Æblejuicen er god fordi den indeholder både syre og sukker)
Krabberne mases godt og sies gennem et dørslag. Nu har vi en krabbebisk.
Vi tilsætter nu indholdet fra den anden gryde. Det er vigtigt for os at vi stadig kan smage krabber, derfor blander vi ikke bare det hele sammen.
Fersknerne skæres i tern og tilsættes krabbegryden. Smag løbende til.
Du kan gøre suppen lidt fyldigere med fløde, men pas på, for meget fløde dæmper ligesom tomaterne smagen af krabber.
Suppen kan eventuelt jævnes med blendede havregryn.
Serveres sammen med et stykke brød.