Fortsæt til indhold

Mere tid, mere hund: Derfor er hundelivet populært efter de 60

Når børnene er flyttet hjemmefra, og arbejdslivet fylder mindre, får mange mere tid til at gøre plads til en firbenet følgesvend.

Samfund
sra

Nye tal fra Agria Dyreforsikring viser, at næsten hver fjerde kunde med hund er fyldt 60 år. Men før man anskaffer sig en hund, er det vigtigt at tænke både praktisk og langsigtet, skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.

Flere internationale studier viser, at hundeejere generelt er mere fysisk aktive end personer uden hund. Samtidig peger forskningen på, at hunden kan styrke både sociale relationer og livskvalitet – særligt senere i livet.

»Mange drømmer om at få hund, når der bliver mere tid i hverdagen. Hunden giver faste rutiner, daglig motion, nærvær og fysisk kontakt - og den skaber samtidig en naturlig anledning til at komme ud, falde i snak med andre og blive en del af et socialt fællesskab. Men et godt hundeliv handler også om at vælge en hund, der passer til ens hverdag – ikke kun nu, men også mange år frem,« siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef hos Agria Dyreforsikring.

Tænk nogle år frem

En af de overvejelser, der ofte fylder hos mennesker, som får hund senere i livet, er, hvad der skal ske med hunden, hvis sygdom eller andre forhold pludselig gør det svært selv at passe den i en periode.

Derfor er det en god ide, at man allerede inden anskaffelsen får talt med familie eller nære venner om, hvem der kan hjælpe, hvis behovet opstår.

»Et stærkt bagland er en stor tryghed – både for hunden og ejeren. Familie og venner bør kende planen og være indstillet på at hjælpe, hvis man i en periode ikke selv kan gå de lange ture eller passe hunden. Er man alene, findes der også forsikringsløsninger, som kan hjælpe med udgifterne til hundepension i forbindelse med ejers sygdom,« siger Lotte Evers.

Hun opfordrer desuden til, at man tager stilling til, hvem der skal overtage hunden permanent, hvis man en dag ikke længere kan tage sig af den:

»Tal med familie eller nære venner om det, inden hunden anskaffes, og skriv gerne ønsket ned sammen med andre vigtige papirer. Selv om et ønske ikke er juridisk bindende, gør det beslutningen langt lettere for de efterladte.«

Trivsel hele livet

Et godt hundeliv handler ikke kun om gåture og hygge. Hunden har gennem hele livet brug for løbende pleje og omsorg – blandt andet klipning af kløer, pelspleje, sundhedstjek og daglig aktivering.

»Når man vælger hund senere i livet, er det en god idé at tænke fremad. De fleste klarer uden problemer alle opgaverne selv, men hvis ens førlighed ændrer sig med årene, kan det være en stor hjælp, at familie eller andre i netværket kan træde til med de praktiske opgaver. Det kan også være en fordel at have en person tæt på, som kender hunden og kan sige til, hvis hunden ikke længere får opfyldt sine behov. Det vigtigste er hundens trivsel hele livet, så både hund og ejer kan få mange gode år sammen,« siger Lotte Evers.

Når man ikke længere er på arbejdsmarkedet, kan økonomisk tryghed få endnu større betydning. Ud over de faste udgifter til foder, udstyr og eventuel pelspleje kan sygdom eller skader hurtigt føre til uforudsete udgifter.

»Lav et realistisk budget og sørg for en god sygeforsikring. Husk også at afsætte penge til forebyggende sundhedspleje som de årlige sundhedstjek hos dyrlægen og for eksempel tandbehandlinger, pelsepleje og andet. Det giver ro i maven at vide, at man kan give hunden den behandling, den har brug for,« siger Lotte Evers.

Spring hvalpetiden over

Selv om en lille hvalp kan være svær at stå for, kræver de første leveår både tid, energi og tålmodighed. For mange kan en voksen hund eller en omplaceringshund fra et internat faktisk være et rigtig godt match. Mange internathunde har nemlig ikke altid brug for et hjem med fuld fart på i en børnefamilie. De har brug for tid, nærvær og stabile rammer.

Når danskerne vælger hund, er racens udseende ofte det første, de forelsker sig i. Men det mindst lige så vigtigt at se på hundens medfødte egenskaber, aktivitetsniveau og generelle sundhed og hvordan det passer til det liv, man kan tilbyde. Det bedste match opstår nemlig, når hundens behov passer til den hverdag, man kan tilbyde.

Det er ikke nødvendigt selv at eje en hund for at få glæde af hundelivet. Flere vælger at blive fast hundepasser for familie, venner eller naboer og får på den måde både motion, selskab og et tæt bånd til hunden – uden det fulde ansvar.

»At være hundepasser kan give et dejligt frisk pust i hverdagen. Man får glæden ved forskellige hunde og lærer ofte også deres familier at kende. Samtidig har man friheden til at holde pauser eller tage på ferie, når det passer én. For mange er det en løsning, der giver det bedste fra begge verdener,« siger Lotte Evers.

Se video: