Aarhus ruster sig mod 'larven fra helvede'
Aarhus Kommune har sat fælder op i egetræer flere steder i kommunen for at holde øje med egeprocessionsspinderen.
Aarhus Kommune har i denne uge hængt 42 fælder op i egetræer rundt i kommunen for at holde øje med, om egeprocessionsspinderen, bedre kendt som larven fra helvede, når til byen.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Kommunen forventer, at arten også kommer til Aarhus, fordi den i løbet af sommeren er dukket op flere steder i landet, hvor den ikke tidligere er set. Egeprocessionsspinderen får opmærksomhed, fordi larvens små brandhår kan give udslæt, kløe og irritation i hud og øjne og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
Fælderne hænger blandt andet i parker, på kirkegårde og nær institutioner, og kommunen tjekker dem en gang om ugen. En feromonkapsel i fælderne udsender duftstoffer, som efterligner en hun og tiltrækker hannerne, mens andre arter ikke skal lokkes til.
»Den er dukket op mange steder i landet henover sommeren, hvor man ikke har set den tidligere, så ud fra den udvikling forventer vi, at den også kommer til Aarhus,« siger Bettina Lerche, biolog og koordinator i By og Natur i Aarhus Kommune, til Århus Stiftstidende.
Hvis kommunen finder egeprocessionsspindere i fælderne, vil området blive undersøgt for flere dyr og forladte reder, og borgere vil blive advaret ved behov.
læser