Fortsæt til indhold

Teenagere planlagde at dræbe og såre på lokal skole

Drengene blev anholdt mandag morgen og er fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Samfund

Østjyllands Politi anholdt mandag morgen i samarbejde med PET og Københavns Politi to 16-årige drenge og en 15-årig dreng, som blev sigtet for forsøg på terrorisme.

Ifølge sigtelsen planlagde de tre via korrespondancer på platformene Discord og Telegram at dræbe og såre flere personer på Hadsten Skole i Favrskov Kommune.

To af drengene blev anholdt i Østjylland, mens den tredje blev anholdt i København.

De er alle sigtet efter straffelovens paragraf 114, der omhandler terrorisme.

»Vi har haft et rigtig godt samarbejde med PET og Københavns Politi, der gjorde, at vi mandag morgen kunne foretage anholdelse af de tre mistænkte på de adresser, de bor på,« siger politiinspektør Anders Uhrskov.

»Det er en alvorlig sag, der naturligt skaber utryghed, men det er vigtigt at pointere, at vi efter anholdelserne ikke ser nogen fare for den konkrete skole. Vi er i dag gået i dialog med Favrskov Kommune og Hadsten Skole om, hvordan vi kan hjælpe med at få skabt tryghed for elever, forældre og ansatte,« siger politiinspektøren.

De tre drenge blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsfor ved Retten i Randers. Grundlovsforhøret bliver afholdt bag lukkede døre, hvorfor det indtil videre kun er sigtelsen, der er kendt for offentligheden. Alle tre drenge nægtede sig skyldige i sigtelsen.