Kommentar: Flere skal spille sammen, færre skal spille saxofon når det passer dem

Det var sommer, det var sol og det var bare for sjov, da Enhedslistens Sarah Jarsbo på en onsdag aften blev grebet af Gravens løsslupne stemning og til støjen fra en spontan jazz-koncert hyggede sig på vælgersegmentets høj. Men så var det, at en borger ringede efter politiet, for klokken var 21 og tilladelsen til gadekoncerten ikke-eksisterende, og så kan det nok være, at Jarsbo synes, det hele var trælst. En storbys hjerte er støjende, føler hun og finder opbakning hos kulturrådmanden Jesper Kjeldsen, der mener, at live-musik ligefrem er en forudsætning, hvis Aarhus skal være en attraktiv by i fremtiden. Ja tak til forstærker-koncerter og nej til spontane nattefester, siger han uden at svare på, hvordan det ene kan være en garanti mod det andet.

Man må forstå, at man er en ”ufed” person, der ikke er med på beatet, hvis man ikke er villig til at ofre sin nattesøvn, fordi en flok musikanter pludselig føler for at trække klaveret ud på gaden. Sådan er det naturligvis ikke nødvendigvis. Der findes sikkert adskillige mennesker, der er ganske fine, også selv om de er tvunget til at møde på et bestemt tidspunkt, også tidligere end caféernes åbningstider. Sådan et almindeligt arbejde med forventninger om punktlighed, en vis form for veloplagthed og krav om en arbejdsindsats af en vis standard. Sygeplejersker, ambulanceførere, bogholdere, betjente, pædagoger, butiksansatte og den slags arbejdende folk, der ikke selv bestemmer arbejdstiden eller som selv kan definere, hvornår arbejdsindsatsen er tilstrækkelig. Nogle af dem lytter sikkert til jazz, måske ligefrem improjazz, og er ikke den slags småborgerlige lyseslukkere, som de fremstilles.

Men de og børnefamilier må forventningsafstemme med sig selv, om de vil bo i byen, lyder det fra rådmanden, der må kende til støjens negative påvirkninger, eftersom han i mange år kæmpede for en støjvold hjemme i lokalområdet.

Det kan også være, at spontankulturen må forventningsafstemme egne kunstneriske drifter med omgivelsernes ønsker. En virksomhed vurderer ikke selv miljøreglerne, og det går ikke, hvis alle bilister selv skal definere fartgrænserne. Folk har bosat sig i byen under givne forudsætninger og forventninger om faste grænser, også for støj. Frihed fungerer bedst, når spillereglerne er kendte.

Der sker heldigvis en masse i Aarhus, og vi accepterer det meste, fordi de er varslet, og folk har mulighed for at planlægge efter dem. Det kan være planlagte, livlige gadefester, Northside, motionsløb og festuge. Problemet med spontan jazz en onsdag aften er derfor ikke nødvendigvis lydniveauet, men uforudsigeligheden.

Der er brug for mere aktivitet i byrummene og allerhelst nogle, der kan understøtte det øvrige liv som f.eks. byens butikker. Men hvis en by kun vurderes på, hvor mange events den har eller hvor højt, der skrues op, reduceres den til en kulisse. Jazz-koncerten var sikkert hyggelig for dem, der aktivt lyttede, og vel at mærke kunne gå videre, når det var nok. Men Aarhus er ikke kun en by, andre besøger, men en by, hvor mennesker bor. Skal det være til at holde ud, er der brug for færre, der spiller saxofon, når det passer dem, og flere, der kan spille sammen om en levende by, der er til at leve i.