Otte tips, når du maler udvendigt træværk
Hvornår er det nødvendigt at grunde, og hvor meget skal du slibe? Her får du en let trin for trin-vejledning til at male udvendigt træværk.
Sørg for, at træet er tørt
Træet skal være tørt, når du maler det, for at få det bedste resultat. Fugt i træet vil dels forhindre, at malingen sidder fast, ligesom tørreprocessen kan få træet til at svinde.
Som en tommelfingerregel er træet tørt nok til at blive malet fra maj og til og med september, når det ikke har regnet i en uge. Vil du være helt sikker på, at træet er tørt nok, kan du bruge en fugtmåler. Træet skal have en restfugt på cirka 15 procent, før det egner sig til at blive malet.
Mal på det rette tidspunkt
Det er bedst at male træværk, når temperaturen er mellem 10 og 25 grader. Mal ikke i meget varmt vejr og direkte sol, da træbeskyttelsen tørrer så hurtigt, at den ikke når at trænge ordentligt ind i træet.
Udskift råddent træværk
Hvis træet er råddent, gennemvådt eller på anden måde nedbrudt, skal du ikke male det, men i stedet investere i nyt træ, ellers vil træbeskyttelsen vil være helt nytteløs.
Rengør træets overflade
Rengør træværket med en blanding af vand og rengøringsmiddel, som er beregnet til rengøring af træværk. Brug grundrens, hvis overfladen er fedtet eller meget beskidt.
Fjern løs maling
Skrab og slib gammel, løs maling af, sådan at den nye maling kan hæfte bedst muligt til underlaget. Slib overfladen mat, hvis den gamle maling sidder godt fast.
Brug grunder på ubehandlet træ
Grund altid ubehandlet træværk, før du går i gang med en yderligere behandling af træværket.
Vælg en grundmaling specifikt til udendørs træværk, så træværket er beskyttet mod svampeangreb og alger.
Brug også grunder på træ, der tidligere har været malet, men som nu er blevet renset og slebet – og står råt.
Mal træværket en-to dage efter grunding
Lad grunderen tørre ind i træet i en-to dage, og mal herefter med træbeskyttelse. Vælg mellem en heldækkende og en transparent træbeskyttelse.
En heldækkende træbeskyttelse giver træværket en jævn og tæt overflade i den farve, du ønsker.
En transparent træbeskyttelse lader træets oprindelige farve og mønstre trænge igennem beskyttelsen.
Påfør altid træbeskyttelse med en stor, bred pensel, og mal med træets åreretning.
Mal træværket igen efter tre år
Hold øje med træværket. Hvor tit du skal male, afhænger af, hvor udsat træværket er - det har for eksempel en betydning, om det står i skygge, sol, nær havet eller et sted med manglende ventilation.
Hvor ofte, du skal vedligeholde, afhænger også af træets kvalitet – er det for eksempel kernetræ af høj kvalitet eller splintved af lav kvalitet?
Normalt kan du vente otte-ti år med at behandle det nybehandlede område igen, hvis du har benyttet heldækkende træbeskyttelse. Har du givet træværket transparent træbeskyttelse, skal du gentage behandlingen igen efter to-fire år.
læser
lige nu