John vender hjem til virksomheden, hvor han startede som fejedreng og var i over 40 år
Nyansat har allerede kæmpe anciennitet i virksomheden, han er blevet genansat hos.
Efter nogle år som servicetekniker i en anden virksomhed er John Jønsson vendt hjem til Brdr. Toft på Norgesvej i Hammel. Han begyndte i sin tid som fejedreng og blev senere udlært hos den østjyske maskinforretning, så John Jønsson har allerede over 40 års anciennitet hos virksomheden, han nu er tilbage hos pr. 1. august.
Han er servicetekniker for Deutz-Fahr-traktorer og har over 20 års erfaring med de grønne traktorer samt stor erfaring med andre mærker.
»Med et godt salg af både nye og brugte Deutz-Fahr traktorer og stor aktivitet på værkstedet, er vi rigtig glade for at have et kendt ansigt med stor erfaring tilbage i virksomheden,« fortæller værkfører Jan Vincent i en pressemeddelelse fra Brdr. Toft.
Brdr. Toft har vækstet i de seneste år og oplyser, at man nu er i alt 15 ansatte og kører med fem servicebiler på landevejene landet over. Foruden hovedsædet i Hammel har forretningen en satellitafdeling i Vrå i Vendsyssel.
Maskinforretningen har snart 60 år på bagen og har i mere end 20 år været forhandler af de tyske Deutz-Fahr-traktorer, ligesom man er østjysk Kubota Full-line-forhandler.
Brdr. Toft oplyser, at man siden 1996 har udviklet sig til landets førende sprøjtespecialist med markedets bredeste produktprogram og enorm erfaring i opgradering og modernisering af ældre sprøjter. Virksomheden er desuden en af landets største synsvirksomheder og udfører syn af alle typer og mærker af sprøjter og spredere i hele landet.
Virksomheden med base i Hammel er desuden Danmarks største leverandør af fronttankløsninger til flydende gødning, spot- og rækkesprøjtning samt specialister i mekanisk ukrudtsbekæmpelse og maskiner til No-till (direkte såning eller pløjefri dyrkning, red.).
læser
lige nu