Efter alvorlig ulykke og hjerneskade skabte Michael helt speciel cykeltur: »Tempoet er mere Team Easy On end Jumbo-Visma«
Fredag når feltet frem til Østjylland. Du kan køre med et stykke ad vejen.
»Den frihed, jeg kendte, forsvandt. Jeg blev fanget i min egen krop. Smerten over at miste det, jeg elskede, var ubærlig.«
Ordene tilhører Michael Dvinge og blev sagt efter en alvorlig cykelulykke, der efterlod ham med en svær hjerneskade, brækkede ribben og og en kollapset rygsøjle.
Han ville dog ikke lade sig kue af sine skader, og i stedet for at læne sig tilbage i sengen og have ondt af sig selv, besluttede han sig for at skabe en cykeltur, hvor ingen bliver valgt fra.
Det blev til Tour de Jylland, der bygger på princippet: »Alle ud – alle hjem.«
»Tour de Jylland handler ikke om at være den hurtigste. Det handler om fællesskab og om at vise, at alle kan være med. Du behøver ikke at cykle hele turen – en enkelt etape eller bare nogle få kilometer er mere end nok. Vi kører efter princippet ’Alle ud – alle hjem’, og det er netop dét, Tour de Jylland handler om,« siger Michael Dvinge, der i dag cykler på en trehjulet cykel.
Nu når den tur forbi Aarhus på vej mod Himmelbjerget, skriver Tour de Jylland i en pressemeddelelse.
Ryttere i alle aldre, med og uden handicap, deltager i turen. Tempoet er mere Team Easy On end Team Jumbo-Visma, lyder det, og det eneste, der for alvor kræves, er godt humør.
Dette års Tour de Jylland går fra Klampenborg til Himmelbjerget og bevæger sig for første gang uden for Jylland.
Turen består af fire etaper.
På 2. etape går turen fra Tisvildeleje over Sjællands Odde og videre ind i Aarhus, hvor rytterne har mål ved La Cabra i Graven.
Når rytterne når frem til Aarhus fredag, er alle velkomne til at tage imod feltet, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det ankommer med Molslinjen til Aarhus Havn klokken 16.15.
Her har alle mulighed for at følge feltet fra færgelejet til La Cabra i Graven. En tur på cirka en halv time.
»Det er ikke et krav, at du har en racercykel – den gamle havelåge fra skuret er mindst lige så velkommen. Tempoet er roligt, og alle kan være med,« skriver Tour de Jylland.
Ved La Cabra bliver der mulighed for at møde Michael Dvinge og de øvrige deltagere og høre mere om Tour de Jylland.
Derudover er der gratis pølser med brød, Faxe Kondi, is og øl til de første 50 fremmødte – eller så længe lager haves.
3. etape er 66,2 kilometer lang og går fra Aarhus til Hou og fører feltet gennem blandt andet Beder/Malling, Norsminde, Odder og Falling, inden etapen slutter i Hou.
Feltet starter lørdag ved La Cabra i Graven, hvor dagen begynder med kaffe, inden rytterne klokken 9.30 sætter kurs mod Egmont Højskolen i den lille havneby.
Søndag 16. august er det tid til årets 4. og sidste etape.
Den går fra Hou gennem blandt andet Vitved, Skanderborg og Ry, inden årets cykeltur slutter på Himmelbjerget, hvor toppen markerer målstregen og afslutningen på årets Tour de Jylland.
Her venter kaffe og kage, når rytterne er kommet i mål.