Fortsæt til indhold

Tidligere byrådsmedlem blev kun 54 år gammel: »Det er ikke til at forstå. Vi talte og grinede jo forleden dag«

Bo Vestergaard er død efter kort tids sygdom.

Samfund
jro

Tidligere byrådsmedlem i Randers Kommune Bo Vestergaard er gået bort efter kort tids sygdom.

Det har familiemedlemmer bekræftet over for Randers Amtsavis.

Bo Vestergaard sad i Randers Byråd fra 2021 til 2025. Først som en den af Det Konservative Folkeparti, som han dog forlod efter en intern strid. Herefter blev han i byrådet som løsgænger.

Bo Vestergaard var også kendt som den person, der sammen med Asger Brorson gik i flæsket på forsyningsselskabet Verdos regnskaber, hvilket kastede flere politianmeldelser af sig.

»Er det i orden, at en kommunal leverandør snyder kommunekassen,« lød det blandt andet fra Vestergaard i byrådssalen i november 2025.

Flere sympatitilkendegivelser

Flere begræder Bo Vestergaards død på de sociale medier:

»Bo var et af de mennesker, man husker. Ikke fordi han gjorde et stort nummer ud af sig selv, men fordi han gjorde en forskel for andre,« skriver Thomas Sand Larsen på sin Facebookprofil.

»Verdo-krigeren er død,« skriver Lars Rytter Sørensen i et lokalpolitisk forum.

»Det er ikke til at forstå, vi talte og grinede jo forleden dag. Og det er kun tre måneder siden han og jeg for alvor summede samme om nogle nye spændende fremtidsplaner. Jeg vil savne dig resten af mit liv,« skriver politikerkollegaen Daniel Madié i et opslag.

»Bo var helt igennem ordentlig. Hæderlig. Retskaffen,« skriver Christian Engelbrecht Pedersen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet.

Bo Vestergaard blev 54 år gammel.

Se video: