Fortsæt til indhold

Så lang tid tager det ambulancen at nå frem i Skanderborg Kommune: »Det er ikke tilfredsstillende«

I Aarhus-området lever ambulancerne i langt højere grad op til målet, hvilket får politikere til at efterlyse nye tiltag for Ry.

Samfund

Når en ambulance bliver kaldt ud, skal det ofte gå stærkt. Derfor har Region Midtjylland en målsætning om, at 92 procent af alle A-kørsler skal være fremme inden for 15 minutter.

A-kørsler er de ambulancekørsler, hvor ”borgerens tilstand vurderes livstruende eller muligt livstruende”. Udover ambulancer kan det også være akutlægebiler og paramedicinerbiler.

De måler, om de når deres mål, på regionsplan. Det betyder, at der godt kan være lokale forskelle. Og det er der.

Region Midtjylland nåede nemlig sit mål i 2025. Det gjorde de også i store dele af Skanderborg Kommune. Men det ser helt anderledes ud i postnummeret 8680 Ry.

Her nåede ambulancerne (og andre dele af præhospitalet) kun frem inden for 15 minutter ved A-kørslerne i 81,4 procent af tilfældene.

Det viser tal, der blev præsenteret for politikerne i Sundheds- og Omsorgsudvalget på seneste møde

»Vi synes ikke, det er tilfredsstillende,« siger Jens Szabo (V), der er formand for udvalget.

Hvad kan gøres?

I 2024 var det 86 procent af A-kørslerne i Ry-området, hvor ambulance, akutlægebil eller paramedicinerbil nåede frem inden for 15 minutter. Der er således sket et fald til 2025, hvor andelen som sagt var 81,4 procent.

»Det har været et kæmpe problem altid. Vi har prøvet at skælde ud, vi har prøvet at gå i dialog – det har vi gjort de sidste fire-fem år. Jeg synes, vi har aftalt nogle ting og prøvet at få det tættere på målsætningen, men vi synes ikke, der sker de ting, vi gerne vil,« siger Jens Szabo.

I Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede politikerne, at de endnu en gang vil forsøge at række ud til Region Midtjylland.

»Vi vil gerne række hånden frem og sige: ”det her er ikke så godt. Har I nogle idéer? Er det noget, vi kan løse sammen?”. Måske kan vi i kommunen bidrage på en eller anden måde,« siger han.

Anderledes i Aarhus

Jens Szabo peger på, at der flere steder i Aarhus Kommune – i Aarhus C, Aarhus N, Aarhus V, Brabrand, Aabyhøj, Risskov, Viby, Egå, Højbjerg, Hasselager, Tilst og Lystrup – i 2025 kom frem inden for 15 minutter ved A-kørsler i over 97 procent af tilfældene. I Aabyhøj og Hasselager er tallet endda 100 procent.

»Vi forstår godt, at det ikke er så let, men man kan jo stille spørgsmålet, om man ikke kan flytte en ambulance derindefra,« siger han og fortsætter:

»Det er det, vi gerne vil have en dialog om. Vi vil gerne høre regionen, hvad de har af tiltag, hvad der er i pipelinen for at nå servicemålet i Ry. Måske kan vi lave en prøvehandling, og måske kan vi selv bidrage.«

Se video: