Fortsæt til indhold

Landboformand: Sæt bremsen i – kvælstofregler på vildspor

Formand for Djursland Landboforening opfordrer til pause i ny kvælstofregulering.

Samfund
LNT

Formanden for Djursland Landboforening, Mogens Hjort Jensen, har i et åbent brev opfordret borgmestrene i Norddjurs og Syddjurs Kommuner, Kasper Juncher Bjerregaard i Norddjurs Kommune og Michael Harregaard Stegger i Syddjurs Kommune, samt formandskabet for Lokal Trepart Djursland til at arbejde for at sætte den nye statslige kvælstofregulering på pause.

Vi opfordrer til at sætte den nye kvælstofregulering på pause, indtil der er større sikkerhed om det faglige datagrundlag.

Formandsposten i Grøn Trepart varetages af Kim Lykke Jensen, der er medlem af Syddjurs Byråd, mens Niels Ole Birk, der er medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse, er næstformand.

Ifølge Mogens Hjort Jensen har der på Djursland været et omfattende samarbejde mellem kommuner, organisationer og lodsejere om at finde lokale løsninger på kvælstofudfordringerne. Han fremhæver, at landmændene har været positive og konstruktive i processen.

»Statens midlertidige kvælstofregulering amputerer det arbejde, der allerede er i gang i de lokale treparter. Det skaber usikkerhed hos de lodsejere, der har sagt ja til at være med. De ved ganske enkelt ikke længere, om de er købt eller solgt,« siger Mogens Hjort Jensen.

Han peger på, at landmændene frivilligt har indgået i projekter og arbejdet med at finde løsninger som en del af den lokale trepart. Men han mener, at det er et problem, hvis staten ændrer rammerne med en ny regulering, mens de lokale projekter stadig er i gang.

»Hvis man frivilligt går ind i et projekt i den lokale trepart, hvad betyder det så, hvis der samtidig kommer en ny statslig regulering, som ændrer forudsætningerne for ens bedrift? Vi er nødt til at give landmændene sikkerhed for, at det, de siger ja til i dag, ikke bliver overhalet af nye statslige regler i morgen,« siger Mogens Hjort Jensen.

Pause ønskes, mens lokale projekter kører

Djursland Landboforening opfordrer derfor til, at den nye kvælstofregulering sættes på pause, indtil der er større sikkerhed om det faglige datagrundlag. Mogens Hjort Jensen understreger, at det ikke handler om at bremse det lokale omlægningsarbejde, men om at sikre, at det arbejde, der allerede er sat i gang på Djursland, ikke bliver ødelagt af en ny statslig regulering.

»Vi har brug for, at vores lokale erfaringer og bekymringer bliver bragt videre til de politiske instanser. Der er lagt et stort arbejde i den lokale trepart, og det arbejde skal vi passe på,« siger han.

Ny kvælstofregulering fra 2027

Fra 2027 indføres en ny udledningsbaseret kvælstofregulering i dansk landbrug. Modellen flytter fokus fra gødningskvoter til egentlige udledningskvoter. Det betyder, at reguleringen fremover tager udgangspunkt i den faktiske udvaskning og den mængde kvælstof, der når vandmiljøet og kysterne, frem for mængden af tilført gødning på den enkelte mark.

Mogens Hjort Jensen udtrykker i sit åbne brev bekymring for, at den nye regulering bygger på modelberegninger, hvor der fortsat er faglige usikkerheder. Han påpeger, at når usikkerhederne omsættes til bindende krav for den enkelte landmand, kan konsekvenserne blive store for både dyrkningsmuligheder, økonomi og fremtidige investeringer.

»Vi opfordrer til at sætte den nye kvælstofregulering på pause, indtil der er større sikkerhed om det faglige datagrundlag. Det handler ikke om at bremse arbejdet med omlægningen af arealer. Det handler om at sikre, at vi ikke ødelægger det gode arbejde, der allerede er sat i gang,« skriver Mogens Hjort Jensen i brevet.

Se video: