1.000 bilister kører ulovligt igennem om dagen – og nu vanker der måske snart bøder
Busslusen på Nørre Allé i Aarhus er kommet for at blive. Men skiltning skal ændres, så politiet kan give bøder til tusindvis af ulovlige gennemkørsler, mener udvalg.
By- og Planudvalget mener, at skiltningen ved busslusen på Nørre Allé i Aarhus er en ommer. Politiet har været tilbageholdende med kontrol på stedet og peger på skiltningen, som for sent gør folk opmærksom på, at de ikke må køre igennem, og at det derfor er for farligt at vende om.
Det fremgår af en ny trafikevaluering.
En undersøgelse på stedet viser, at mindst 1.000 bilister på daglig basis stadig bare kører gennem gaden, og at man regner med, at det vil fortsætte.
Af evalueringen fremgår det, at Teknik og Miljø ikke har noget forslag til, hvordan den situation kan ændres, for det er ikke muligt at ”lave yderligere trafiktekniske tiltag”, skriver forvaltningen i evalueringen.
»Vi har sendt skiltningen tilbage til forvaltningens tegnebræt. For når politiet peger på, at skiltene er grunden til, at politiet ikke sætter ind, må forvaltningen arbejde videre med det,« siger formanden for By- og Planudvalget, Kristian Sommer (S).
»Det skal være nemmere for bilisterne at se og forstå skiltningen, så det også er rimeligt, at de får en bøde, hvis de ikke overholder reglerne. I dag forstår jeg godt, hvis man har svært ved at overskue, hvordan man skal vende om, når man for sent opdager, at det er ulovligt at køre igennem. Derfor skal vi have en bedre skiltning,« siger Kristian Sommer.
Nu er der ikke andet at gøre end at fortsætte gennem slusen, når man får øje på skiltene. Det er for farligt og for forstyrrende at vende om. Det må vi ændre på,« fastslår han.
Han og udvalget holdt møde onsdag om evalueringen af trafikken og den udskældte bussluse, der forbyder bilerne at køre på et stykke af Nørre Allé.
Efter at busslusen blev indført, og efter at Vesterbro Torv lidt længere henne ad samme gade også blev lukket for biltrafik, har det skabt stor debat.
Senest har de borgerlige byrødder inklusive rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), foreslået at åbne busslusen igen, men det ser ikke ud til at ske, efter at et flertal i By- og Planudvalget afslog det onsdag.
I stedet vil udvalget gøre slusen endnu mere effektiv. Den er kun godt 100 meter, men sender bilisterne ud på kilometerlange omveje, hvis de skal fra den ene side af midtbyen til den anden.
Vi har tidligere talt med erhvervschauffører, der siger, at de kører meget langt og meget længe i Aarhus for at komme fra A til B, og at det udleder mere CO2 end nødvendigt.
By- og Planudvalget mener, at det kan give god mening at lade flere erhvervsdrivende passere slusen.
»Det kan godt være, at for eksempel håndværkere, hjemmeplejen og måske andre busser end bare Midttrafiks skal have lov til at passere. Det vil vi se på,« siger formanden, der har hørt skrækeksemplerne med store busser, der til stor fare har klemt sig gennem små gader.
»Vi kan sagtens forstå, at der er udfordringer. Men hvis vi åbner busslusen igen, flytter vi bare problemet fra et sted til et andet og står så med det igen om et par år,« siger Kristian Sommer.
»Kernen er, at biltrafikken er steget så meget, at den ikke kan være i de små gader. Derfor skal den ud på de store veje, hvor vi skal skabe en bedre kapacitet. Man skal selvfølgelig kunne komme rundt i Aarhus i bil, men ikke på kryds og tværs ad de små gader, men ind til og ud af byen på store veje,« forklarer udvalgsformanden.
Aarhus Byråd vil senere tage stilling til sagen.
læser
Populær slagter lukker
lige nu