De frække, de søde og de sjove minder fra skoletiden: »Fem piger røg på toilettet, for vi havde ikke en rygetilladelse hjemmefra«

Et halvt århundrede. Så lang tid har Søndervangskolen i Hammel eksisteret.

Det fejrede skolen i sidste uge med blandt andet en kæmpe kage, fællesbillede, besøg af Hammeltoget, nedsænkning af tidskapsel og ballonopsendelse.

I anledning af 50-årsdagen har avisen efterlyst gode minder fra skolens levetid.

En hel del har budt ind. Vi bringer her en brøkdel af beskederne – og det er ret tydeligt, hvad folk husker bedst fra deres skoletid: lærerne.

Eksempelvis skriver Katrine Sall og Clara Bisgaard Thomsen en fælles besked med intet mindre end en kærlighedserklæring:

»Vi vil gerne nævne Mads Ravn, som var vores yndlingslærer, da vi gik på Søndervangskolen, årgang 13. Mads var vores alles yndlingslærer. Han er den bedste lærer, vi nogensinde har haft. Han tænker på sine elever, og hvordan de har det. Han gjorde vores dage bedre med hans gode energi og sjove kommentarer i biologitimerne og idrætstimerne. Vi ville ønske, han var vores onkel. Kæmpe krammer til ham. Han fortjener virkelig at blive nævnt. Vi elsker ham.«

Nogle lærere har haft så stor betydning, at det har præget elevers karrierevej:

»Jeg havde igennem hele min folkeskole John Klesner som den bedste matematiklærer, hvilket også var grunden til at jeg endte i en lidt mere naturvidenskabelig retning. I de tidlige skoleår havde jeg Pernille Kristine Heibøll som klasselærer, som med altid godt humør og musik gjorde disse år supergode,« skriver Line Bøgedal Holck Pedersen.

En klasselærers arbejde for at gøre klassen god står tydeligt for Jeanne Stenshøj Cox:

»Jeg vil altid huske med glæde tilbage på min skoletid med min klasselærer Louise Dam Ellegaard. Hun var inspirerende, havde godt humør, var smilende og sjov. Hun var en klasselærer, som lagde en masse god energi i, at klassen skulle være en god klasse at være i – og det var det.«

Det lyder til, at det samme gjorde sig gældende i Susanne Lilhauges klasse:

»Vi havde de mest fantastiske lærere i vores klasse – og klassen inklusiv lærere mødes stadig. Poul Richard Madsen, Kirsten Nielsen og Jørn Gammelby skal have den ros, de fortjener, for de gjorde det bare til ug.«

Også bibliotekaren får en kærlig tanke fra Jette Schandorph Akselsen Wohlfahrt:

»Elskede en tur på biblioteket, hvor Gammelgaard var at træffe, og han havde altid en god historie.«

Pjækkede fra idræt

Søskendeparret Tilde Aarslev og Rasmus Johan Aarslev har uafhængigt af hinanden skrevet til redaktionen.

»Lærere som Lone Schmidt (musik og sløjd), Kaj Nielsen (billedkunst) og Nils Boring (matematik) har på forskellige måder haft positiv indflydelse på, hvem jeg er blevet. Med deres kompetence, inspirerende faglighed samt ikke mindst positive væremåde og tro på mig,« skriver Tilde Aarslev, der var elev fra 1990 til 2000.

Hun har desuden fået et særligt forhold til sangen Livstræet, som bliver sunget til sidste skoledag.

Hendes bror skriver:

»Jeg vil gerne sende en stor tak til mine to formidable klasselærere, Hanne og Per Feddern, som hjalp mig meget i løbet af min skolegang.«

Han husker desuden noget helt bestemt fra sin skoletid.

»Engang i 9. klasse pjækkede jeg fra idræt. Idræt er som bekendt en dobbeltlektion på 90 minutter, men mit pjæk blev kun kvitteret med 45 minutters eftersidning. Så jeg sparede egentlig 45 minutter, følte jeg. Derfor fortsatte jeg med systematisk at pjække fra idræt resten af min skolegang,« skriver han og fortsætter:

»Før hver eftersidning gik jeg ned til den daværende bibliotekar, Nils Borring, og bad om anbefalinger, som jeg kunne læse, mens jeg sad efter på kontoret. Jeg husker blandt andet at have læst Jules Vernes ’Zarens Kurér’ på hans opfordring.«

»Ugen op til min dimission havde jeg akkumuleret så mange eftersidninger, at jeg måtte bruge flere eftermiddage på kontoret for at få dem afviklet, inden jeg kunne færdiggøre 9. klasse.«

»Jeg syntes selv dengang – og gør egentlig stadig – at det var ret smart. På moderne sprog ville man måske kalde det ’et lifehack’, såfremt man synes, bøger er federe end frisbee.«

Skræmte eleverne fra grøft

Selvsamme Nils Borring har også skrevet til avisen med et par erindringer fra sine 25 år som lærer og bibliotekar på Søndervangskolen:

»De mest mindeværdige oplevelser har jeg haft med eleverne – dog overgået af mødet med min kollega Hanne Schriver, som jeg nu har været gift med i 40 år,« skriver han og fortsætter:

»Især husker jeg hytteturene og lejrskolerne, hvor lærere og elever var sammen på en anden og mere uforpligtende måde. Især var eleverne både spændte og lidt bange, når vi lavede de sene aftenløb med overraskende indslag. Her husker jeg specielt en tur til Ribe, hvor jeg lå gemt i en grøft iført sort tøj, hvor jeg så skulle overraske eleverne, når de nærmede sig den lokale kirke. Da jeg sprang op, blev jeg overfaldet af to af drengene, der dermed viste, at datidens unge besad evnen til både at vise mod og handlekraft.«

»En cykeltur på 60 kilometer hver vej til Krakær Camping med en syvendeklasse står også meget klar i mine erindringer.«

Den samme duft

Mødet med en skoleinspektør husker Jonna Jørgensen, som flyttede til Hammel fra Aarhus i 1978.

»Jeg var ikke helt tilfreds med situationen om at flytte fra byen og til landet. Måske fordi der fortsat var marker, hvor Jægervej, Jagtvej og Ryttervej ligger, og derfor blev der spredt gylle ret tæt på, hvor skolen lå, og vi boede. Dette havde min mor været så flink at nævne for skoleinspektør Ole Mølgaard ved et besøg på skolen, men han trøstede mig med, at der ikke gik længe, så lugtede jeg ligesådan og ville ikke bemærke det længere. Den sætning har fulgt mig siden – og jeg er blevet boende i byen.«

Hendes egne børn har sidenhen gået på skolen:

»Jeg har fået en helt anden forståelse for og anerkendelse af lærerne – også af de lærere, som jeg ikke var helt så begejstret for som barn. Dem satte jeg kæmpe pris på som lærere i mine egne børns klasser. Og ja, duften, når man kom ind på gangene, var den samme i 1997-2013, som den var i 1978-1983.«

Også den hedengangne kantine får en tanke med på vejen af Dorthe Rask:

»Der blev holdt skolefester i den store kantine. Den eksisterer jo ikke i dag. Dér kunne vi købe Bodils fremragende mad i spisefrikvarteret.«

En særlig episode står desuden klart for hende:

»Jeg husker tydeligt, engang vi var fem piger inde på et toilet, og vi røg. Man måtte jo ikke ryge på skolen, medmindre man havde en rygetilladelse hjemmefra, og det havde vi ikke. Da vi havde pulset færdig, gik vi ud igen, og her kom Henning Rasmussen forbi og sagde: ’Sig mig, har I røget?’ ’Nej, nej,’ bebudede vi, selvom der stod den største røgsky ud. Ja, den troede han nok ikke på.«