Fortsæt til indhold

Tidligere superligaspiller og hans drenge imponerer i skolefodbold

Søndervangskolen er efter otte kampe stadigvæk med i årets skolefodbold-turnering.

Sport

Søndervangskolen i Hammel har gjort det over al forventning i dette års landsdækkende skolefodbold-turnering for drenge, der arrangeres af DBU.

Turneringen begyndte i slutningen af august, og den lokale folkeskole spillede sig videre fra både det første og andet gruppespil med hver tre kampe. Herefter vandt Søndervangskolen på hjemmebane over privatskolen Kochs Skole fra Aarhus, hvilket gav adgang til næste runde, som var en udekamp mod Randers Realskole.

Randers Realskole er Danmarks største privatskole og har flere spillere, der til daglig spiller på højeste plan i Randers FC’s ungdomsafdeling, så de var regnet blandt favoritterne til at vinde skolefodbold-turneringen.

Hjemmebane-favoritterne kom da også foran 2-0, men Hammel-drengene kæmpede sig tilbage og vandt kampen, oplyser Søndervangskolen til avisen.

Der deltager over 600 drengehold i turneringen, hvor Søndervangskolen nu er nået frem til de afgørende kredsfinale kampe. Næste kamp er torsdag 21. november klokken 10 på Hammel Stadion mod Tirsdalens Skole fra Randers.

Hammel-drengenes træner er den tidligere superligaspiller Thomas Kvist Olsen, som i et par år har arbejdet som lærer på Søndervangskolen og står for skolefodboldholdet.

Thomas Kvist Olsen spillede i seks sæsoner for Silkeborg IF. Han blev i sæsonen 2004/2005 kåret som årets spiller i klubben og nåede 126 kampe for SIF, inden han i 2009 stoppede karrieren.