Fortsæt til indhold

Nu tages det sidste skridt tre år efter, vej blev smadret af Nordic Waste-jordskred

Gl. Århusvej får ny asfalt på strækningen ved Ølst, oplyser Randers Kommune. Et arbejde, der dog kan give kø i myldretiden de næste par dage.

Samfund

Nu får Gl. Århusvej udlagt nyt asfaltslidlag på strækningen fra Ølstvadbrovej ved Ølst til kommunegrænsen mod Favrskov Kommune.

Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Arbejdet er sidste skridt i genetableringen af vejen, der blev ødelagt som følge af jordskredet ved Nordic Waste i december 2023.

Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Efter planen er arbejdet færdigt tirsdag den 1. september, men udsigten til store mængder regn fredag og i weekenden kan dog risikere at skubbe tidsplanen en smule, lyder det fra kommunen.

På strækningen er det gamle slidlag allerede affræset, og onsdag-torsdag (26-27. august) får cykelstierne ny asfalt. Fredag bliver der lavet forskellige reparationer på kørebanen, mens den nye asfalt på vejen bliver lagt mandag og tirsdag.

Under arbejdet vil kun ét spor være farbart og trafikken reguleres med signalanlæg. Det kan især i myldretiden give kø, oplyser Randers Kommune.

Vej var spærret i over et år

Gl. Århusvej blev lukket i december 2023, hvor jordskredet ved Nordic Waste medførte meget omfattende skader på vejen. På dele af strækningen var der intet tilbage af vejen og dens opbygning.

I februar 2025 kunne arbejdet med at genetablere vejen gå i gang, og vejen blev åbnet for trafik igen den 10. juni 2025.

Siden da har vejstykket skulle sætte sig i et års tid for at blive klar til sidste asfaltslidlag. Og når slidlaget nu efter planen er udlagt på tirsdag, er genetableringen af vejen endeligt afsluttet.

Se video: