Landmand rydder fredet landskab ved Jernhatten: Nu skal han lave det om
Landmand ville gøre sine nyindkøbte marker ved turistattraktionen Jernhatten på Djurlsand mere sammenhængende for at lette arbejdet med dem. Men Fredningsnævnet vurderer, at flere af terrænændringerne er så omfattende, at de ændrer det fredede landskab for meget. Nu skal de føres tilbage.
Fredningsnævnet for Midtjylland har afgjort, at landmand Michael Hammershøj har lavet ulovlige terrænændringer ved Jernhatten og nu skal føre området tilbage til den tidligere tilstand.
Jernhatten er et fredet område på Djurslands næsetip, kendt for sin geologiske og biologiske værdi. Det er et populært udflugtsmål, der hæver sig 49 meter over havoverfladen, og fra toppen er der dels udsigt over Kattegat, men også et landskab, som blev udlagt til fredning i 1927 og fastlagt i 1979.
De omstridte terrænændringer er foretaget på marker, der er en del af fredningen, og som tilhører ejendommen Bakkevangen 10 ved Hyllested Skovgårde, ejet af Michael Hammershøj.
Syddjurs Kommune standsede tidligere på året arbejdet og påbød Michael Hammershøj at stoppe terrænændringerne og fjernelsen af materiale fra området.
Under kommunens besigtigelse kunne de konstatere, at et tidligere skel, læhegn eller dige var fjernet, dele af bakkens topografi var ændret, og at materiale var kørt ud mod kanten af skrænten mod syd.
Nu har Fredningsnævnet truffet afgørelse om, at stort set ingen af ændringerne er tilladte, og derfor skal områderne reetableres.
Sagens start
Sagen tog sin begyndelse 8. januar 2026, da Syddjurs Kommune besigtigede ejendommen og konstaterede terrænændringer. Kommunen gav Hammershøj et standsningspåbud og krævede arbejdet stoppet.
Hammershøj svarede gennem sin advokat, Nicolai Mørk Jensen, at han mente, arbejdet var lovligt. Hvis det ikke var tilfældet, søgte han samtidig om dispensation. Advokaten mente desuden, at kommunen havde overdrevet omfanget af terrænændringerne.
I april lavede Syddjurs Kommune GPS-opmålinger af de forskellige skel og sammenholdt dem med en terrænmodel fra 2023.
Den 29. juni besigtigede Fredningsnævnet ejendommen sammen med Hammershøj, Syddjurs Kommune og Danmarks Naturfredningsforening.
Den 9. juli sendte hans advokat yderligere bemærkninger til Fredningsnævnet. Her kritiserede han blandt andet kommunens opmålinger og brugen af 30 centimeter som grænse for, hvornår der er tale om en terrænændring.
Den 12. august traf Fredningsnævnet sin afgørelse. Der blev ikke givet dispensation, og de ændrede arealer skal derfor reetableres.
Ved det største indgreb vurderer kommunen, at der er fjernet jord langs hele det tidligere skel og op til 180 centimeter i højden. Skellet var omkring otte meter bredt.
Et andet sted er terrænet ifølge kommunens målinger ændret med omkring 40-60 centimeter, mens et tredje sted viser en udjævning på omkring 30-45 centimeter. Ved en skrænt har kommunen målt omkring 150 centimeters forskel mellem den gamle terrænmodel og den nuværende højde.
Kommunen har oplyst, at en plovfure er omkring 30 centimeter dyb. Derfor vurderer kommunen, at en forskel på mere end 30 centimeter mellem den gamle terrænmodel og den nye opmåling viser, at der er sket en terrænændring.
Det er Hammershøjs advokat ikke enig i.
»30 centimeter er ikke en juridisk grænse,« lyder det fra Nicolai Mørk Jensen, som derfor ikke mener, at argumentet i sig selv kan afgøre, om der er tale om en terrænændring, der kræver dispensation.
Kritik af opmålinger
Hammershøjs advokat bestrider kommunens opmålinger, fordi de er udført på kommunens foranledning og uden Hammershøjs medvirken. Han efterlyser derfor en uafhængig sagkyndig vurdering.
Han anfører, at ændringerne er langt mindre omfattende end beskrevet. I ét område er der ifølge advokaten kun fjernet en stribe senegræs på højst tre meter, og området med terrænændringer er i øvrigt ikke så stort, som kommunen hævder.
Han argumenterer også for, at kommunen ikke har dokumenteret, at ændringerne konkret har skadet de landskabelige eller naturmæssige værdier, som fredningen skal beskytte. Så vidt Hammershøj er bekendt, er der ikke registreret beskyttede naturtyper eller arter på arealet.
Derudover peger han på, at skellets fysiske størrelse er begrænset, og at der derfor ikke sker nogen væsentlig ændring af landskabet.
Fredningen af området ved Jernhatten opdeler arealet i område A og område B. I område A gælder de strengeste regler, og her må der ikke foretages terrænændringer uden dispensation fra Fredningsnævnet.
I område B må der derimod foretages mindre terrænændringer, hvis de sker for at forbedre landbrugsdriften.
Det er netop landbrugsdriften, Michael Hammershøj har henvist til som en af grundene til, at han ønsker de gamle skel fjernet.
Målet er ifølge ham at gøre markerne mere sammenhængende, hvilket kan give mindre kørsel, bedre muligheder for at arbejde på markerne og mindre sprøjtning med pesticider.
Kendte ikke fredningen
Hammershøj fortalte, at han købte en del af de områder, sagen handler om, ved årsskiftet, mens han har ejet den øvrige del i flere år.
Hammershøj forklarede desuden, at han ikke var klar over, at ejendommen var omfattet af fredningen. Han havde undersøgt forholdene omkring blandt andet beskyttede diger, fortidsminder og naturbeskyttelseslovens § 3, men var ikke bekendt med selve fredningen.
Ifølge Hammershøj skyldtes det, at fredningen ikke var tinglyst på ejendommen.
Det ændrer dog ikke Fredningsnævnets vurdering. Nævnet skriver, at manglende tinglysning ikke betyder, at fredningen ikke gælder. Samtidig konstaterer nævnet, at der blev tinglyst en servitut om fredningen 10. marts 1980.
Fredningsnævnet vurderer dog ikke, at alle ændringerne kræver dispensation. Et af områderne er ændret så lidt, at det kan foretages uden dispensation. Her ligger de to marker nogenlunde i samme højde, og nævnet vurderer derfor, at der er tale om en mindre terrænændring.
De øvrige ændringer vurderer nævnet anderledes. Her er der ifølge afgørelsen tale om »meget omfattende terrænændringer«. Nævnet peger blandt andet på, at markante skel og materiale er fjernet, og at der flere steder er betydelige højdeforskelle mellem markerne.
Nævnet vurderer, at ændringerne påvirker landskabets topografi og oplevelsen af det fredede område. Det er netop et af formålene med fredningen at bevare arealernes tilstand, som den var på fredningstidspunktet.