Fortsæt til indhold

Uden biler, cykler, rådyr og færre tog ville letbanen køre fint, siger bestyrelsesleder med en plan

Letbanedriften har ikke rettet sig op som planlagt. Bestyrelsesleder har mange forklaringer på, hvorfor det hele kører ad H til.

Samfund

Det er stadig træls at være letbanependler.

Det er det, selv om Aarhus Letbane i starten af august lovede, at selskabet ville genoptage normal drift i uge 33 efter 12 måneder med færre afgange.

Uge 33 startede med en lang række aflysninger i myldretiden. Det skyldtes, oplyste Aarhus Letbane, at tre letbanetog var blevet »ramt af rådyr« i weekenden 8.-9. august og som konsekvens var blevet taget ud af drift. Derudover var et par tog ude til større planlagte eftersyn, forstod man.

Siden er aflysningerne og forsinkelserne bare fortsat, og nu har Aarhus Letbane helt aflyst flere afgange på strækningen mellem Aarhus og Grenaa frem til 17. september.

Jeg kommer ikke til at udtale mig om noget som helst relateret til direktøren.
Mie Krog, bestyrelsesleder, Aarhus Letbane

Bestyrelsesleder: »Vi har en plan«

Hvordan kan det blive ved med at gå så dårligt for Aarhus Letbane, og hvad har selskabets bestyrelse tænkt sig at gøre ved det? Det har vi spurgt Aarhus Letbanes bestyrelsesleder Mie Krog om.

Hvordan forholder bestyrelsen sig til letbanens mange og vedvarende driftsproblemer, Mie Krog?

»Som udgangspunkt er vi da ikke tilfredse med situationen, men vi har også forståelse for de benspænd, der kan være. Vi skal forholde os til, om der er nogle hurtige greb, og det er der bare desværre ikke. Vi har de tog, vi har, og der er planlagt de afgange, der er planlagt i køreplanen, og hvis alle togene var klar, og vi ingen kollisioner havde, og ingen rådyr havde eller cyklister eller alt mulig andet, der kan finde på at køre ind i togene havde, så hang tingene også sammen. Men der sker desværre uforudset ting«

Det kan vel ikke være rådyr og cyklisters skyld, at letbanen har så mange aflysninger...

»Vi havde en kollision i Skejby i sidste uge, og når en bil kører ind i sådan et tog, kommer vi formentlig til at mangle et tog i op til et år, inden det er klart igen. Det er i hvert fald vores erfaring. Den kollision har bidraget til de aflysninger, vi har haft den seneste uge.«

Hvad med de aflysninger, der har været siden uge 33, hvor det ligesom blev lovet, at nu blev alting godt?

»Der har været et efterslæb på nogle få tog, der manglede at få lavet de fornødne reparationer. Det har i øvrigt kollideret med, at de tog, vi kører med, skal igennem nogle små og store sikkerhedseftersyn. Der har været nogle ting omkring det i august, der har været et benspænd. Vi er afhængige af nogle underleverandører, og det er sådan, det er.«

Er de eftersyn noget, som I selv planlægger, eller er det underleverandøren, der planlægger dem?

»Det er underleverandøren, der planlægger dem.«

Men er I som bestyrelse overordnet ikke nødt til at reagere på de mange problemer, der er og har været med driften?

»Det har vi også en langsigtet plan for, som jeg ikke kan sige mere om på nuværende tidspunkt.«

Så der er en plan for at løse problemerne?

»Korrekt.«

Hvornår løfter I sløret for den plan?

»Der kommer en pressemeddelelse ud i eftermiddag, og det, den omhandler, er en del af en langsigtet plan i forhold til nogle af de strukturelle benspænd, vi er hængt op på.«

Hvor lang snor kan og vil I give direktør Michael Borre, der i sidste ende er ansvarlig for driften?

»Jeg kommer ikke til at udtale mig om noget som helst relateret til direktøren. Det får du mig ikke til. Han har vores fulde opbakning.«

Det må have været en noget fesen fornemmelse for jer, at det er gået, som det er gået, fra uge 33. Har du noget at tilføje i forhold til de problemer, der har været?

»Nej, det har jeg ikke noget behov for, andet end at vi i bestyrelsen stræber efter at gøre det bedre, og det bliver vi ved med«

Synes du og den øvrige bestyrelse, at den måde, letbanen har fungeret på, lægger op til, at man laver en Etape 2?

»Jeg tror ikke, det handler om, hvordan letbanen har fungeret. Jeg tror, det handler om, hvad det er for en vision, man har langsigtet i forhold til at flytte folk rundt omkring i Aarhus by. Det er et politisk spørgsmål, så det tror jeg ikke, vi som selskab skal forholde os til.«

Sløret løftes

Inden udgivelsen af denne artikel har Aarhus Letbane udsendt en pressemeddelelse om, at selskabet hjemtager vedligehold og reparation af selskabets letbanekøretøjer. Det har hidtil været Stadler Service Denmark (SRS), der har håndteret den del.

Hjemtagelsen sker, lyder det, for at skabe en mere direkte sammenhæng mellem de enkelte aktiviteter i og omkring Aarhus Letbane. Letbane-direktør Michael Borre mener også, at manøvren kan gøre driften mere økonomisk effektiv, fordi en række dobbeltfunktioner vil blive fjernet.

»Formålet med at udføre vedligeholdelse af tog selv er blandt andet at mindske kompleksiteten i den daglige drift, herunder at gøre placering af ansvaret mere entydigt. Vi har haft et fint samarbejde med SRS gennem årene, men har måttet sande at organiseringen omkring Letbanen har været for kompleks, siger Michael Borre i pressemeddelelsen.

Så må de mange brugere af letbanen håbe, at det kommer til at betyde færre aflysninger og forsinkelser, at Aarhus Letbane fremover selv vil vedligeholde og reparere selskabets tog.

Se video: