Efter et år med aflysninger og nedlagt stop: Aarhus Letbane forventer fuld drift til august
Hvis Trafikstyrelsen siger god for Aarhus Letbanes løsning på problem med skævvredne bremser, kan passagerer forvente flere afgange fra uge 33.
Aarhus Letbane forventer at genoptage fuld drift i uge 33, altså i midten af august. Det vil sige, at der vil være 21 tog i drift i myldretiden, og at Aarhus Universitetshospital og Lisbjergskolen atter vil blive fuldt betjent.
Det oplyser direktør for Aarhus Letbane Michael Borre.
Hvis tidsplanen holder, vil Aarhus Letbane køre med almindelig drift præcist et år efter, at fem tog blev taget ud af drift på grund af en fejl i bremsesystemet, og to år efter, at Aarhus Letbane første gang konstaterede fejlen.
Letbanens tidsplan er afhængig af, at Trafikstyrelsen godkender en ansøgning om typegodkendelse og ibrugtagningstilladelse. Det vil med andre ord sige, at Trafikstyrelsen siger god for Aarhus Letbanes løsning på problemet med bremserne.
Problemet drejer sig om skævvredne magnetskinnebremser på Variobahn-tog, som Aarhus Letbane i alt har 14 af.
Aarhus Letbane forventer at sende ansøgningen til Trafikstyrelsen i løbet af de kommende dage.
»Når Trafikstyrelsen har behandlet ansøgningen og givet tilladelse, sammen med operatøren, vil de første fem ombyggede tog være klar til at komme i drift. Derefter skal de øvrige ni ændres og igennem samme godkendelsesproces,« siger Michael Borre.
Aarhus Letbane har i det seneste år aflyst utallige afgange, og et stop ved skolen i Lisbjerg har været nedlagt.
Aarhus Letbane blev første gang opmærksom på, at en magnetskinnebremse på selskabets tog kunne vride sig skæv 30. august 2024. Her kørte et letbanetog af sporet på vej fra Aarhus Hovedbanegård mod Dokk1.
Et halvt år senere, 4. marts 2025, opdager en togfører, at der kommer gnister ud af et letbanetog ved Aarhus Universitetshospital. Toget undersøges, og det viser sig igen, at en magnetskinnebremse er skævvreden. Siden kom flere problembremser til.
At det har taget Aarhus Letbane så lang tid at løse problemet med de skævvredne bremser har udløst kritik fra flere byrådsmedlemmer, der har brugt ord som »skandale« og »en Aarhus-historie.«
Letbanedirektør Michael Borre har beklaget situationen, men har samtidig givet udtryk for, at Aarhus Letbane har ageret korrekt i forløbet.
Fra uge 29 til uge 32 vil letbanen køre efter en reduceret sommerferieplan.