Viceborgmester kalder ham uværdig som formand: Nu svarer politiker igen
Når man både er udvalgsformand og gruppeformand for sit parti, så er det vigtigt at holde tingene adskilt, mener Jens Kannegaard Lundager.
Det har vakt opsigt, at Dansk Folkepartis Jens Kannegaard Lundager valgte at trække sig selv og partiet tidligt fra forhandlingerne om budgettet i Norddjurs Kommune.
Særligt på grund af det faktum, at han er formand for sundheds-, pleje- og omsorgsudvalget og dermed skal stå på mål for de varslede besparelser på omkring 10 millioner kroner på hans område over de næste to år.
Det var allerede, da den såkaldte budgetskitse blev offentliggjort, at Jens Kannegaard Lundager meddelte, at han trak sig. Altså inden de afgørende forhandlingsrunder, og dermed afgav han også muligheden for at påvirke forhandlingerne yderligere.
Beslutningen har affødt kritik. Særligt fra det borgerlige flertal i kommunalbestyrelsen, som DF er en del af. Herfra har Venstres gruppeformand Rikke Albæk Jørgensen blandt andet sagt, at det ikke er ordentligt at gå fra forhandlingsbordet som formand.
Danmarksdemokraternes viceborgmester Diana Therese MIkkelsen har været endnu skarpere i sin kritik:
»Når man som udvalgsformand vælger at gå, inden noget er på plads, er man i Danmarksdemokraternes optik ikke værdig til at sidde for bordenden af så betydningsfuldt et udvalg,« skrev hun i et debatindlæg.
Avisen har derfor også spurgt i Ældrerådet, hvad man mener om, at udvalgsformanden trak sig før de afgørende forhandlinger.
Her siger formand Gitte Eilersen:
»Jeg synes, det var noget uklogt. Jeg kunne godt have ønsket mig, at han var blevet i forhandlingerne, og at han havde forsøgt at komme igennem med flere af sine argumenter mod besparelserne,« siger Gitte Eilsersen.
Jens Kannegaard Lundager har selv brugt netop de varslede besparelser, som det mest vægtige argument for, at han trak sig.
Ældrerådet har også luftet deres store bekymring over konsekvenserne af besparelserne.
Derfor har Gitte Eilersen på sin vis også forståelse for udvalgsformandens træk. Det skete bare alt for tidligt i forhandlingsprocessen, vurderer hun.
»Jeg kan godt forstå, at Jens har været skuffet over, at han ikke har fået mere igennem. Jeg kunne også godt forstå, at hvis de var kommet frem til tredje forhandlingsrunde, og der stadig ikke var kommet noget igennem, at han så valgte at stå udenfor. Men jeg synes, det her er for tidligt.«
»Nu kommer alle vores høringssvar også til de næste forhandlingsrunder, og det kunne jo godt være, at der er noget der, han kunne have grebet, der kunne hjælpe til at få flere ønsker igennem,« mener Gitte Eilersen.
Nu svarer Jens Kannegaard Lundager selv på kritikken af hans beslutning.
Svigt af de mest sårbare
Hvorfor valgte du at trække dig så tidligt i budgetforhandlingerne?
»I formøderne med borgmesteren op til budgetforhandlingerne kom jeg med nogle ønsker fra Dansk Folkeparti, som vi også gik til valg på. Det er ældreområdet og syge og handicappede. Altså de mest sårbare i samfundet, som vi skal tage hånd om. Det siger jeg også, da vi kommer frem til selve forhandlinger, og jeg siger vores ønsker flere gange, men der kommer ikke noget af det med i budgetskitsen.«
»Der når jeg frem til, at jeg simpelthen ikke kan se mig selv eller Dansk Folkeparti i en budgetskitse, hvor der overhovedet ikke er noget til de ældre, som har stået så meget på mål de seneste par med både effektiviseringer og besparelser,« siger Jens Kannegaard Lundager.
Han forklarer, at han gerne ville have fortsat i forhandlingerne uden at skrive under på budgetskitsen, men ifølge Kannegaard Lundager fik han at vide, at det ikke var en mulighed.
Burde du så ikke bare have skrevet under på budgetskitsen, så du kunne være blevet ved forhandlingsbordet i de sidste runder?
»Jo, det kunne jeg godt. Jeg kan også godt forstå, at man kan tænke det, men jeg havde bare svært ved at se, at Dansk Folkeparti kunne være med til at skrive under på den budgetskitse, når man så på de ældre på den måde. Jeg synes også, man kan se det i Ældrerådets høringssvar, at de har samme holdning; hvorfor tænker man ikke på de ældre?«
De burde vide bedre
Hvad tænker du om den kritikken af dig, at du som udvalgsformand ikke tager din post alvorligt ved at forlade forhandlingerne?
»Jeg synes, de (Rikke Albæk Jørgensen og Diana Therese Mikkelsen, red.) blander tingene sammen. Jeg har to roller. I den ene er jeg udvalgsformand, og i den anden rolle er jeg til budgetforhandlinger som gruppeformand for Dansk Folkeparti. De to ting, skal man huske at holde adskilt, for det er partierne, der møder op til forhandlinger. Ikke udvalgsformænd.«
»Derfor har jeg også lidt svært ved at tage Dianas kritik seriøst. Hun burde også vide bedre. I de store partier er det jo heller ikke alle udvalgsformænd, der sidder med i forhandlingerne, men sådan er det jo, når man er en enmandshær, så er jeg både udvalgsformand og og gruppeformand i partiet. De to roller må bare ikke kobles sammen,« siger Jens Kannegaard Lundager.
Løber ikke fra ansvaret
I stedet for at sidde direkte med ved forhandlingsbordet har han i stedet brugt sin rolle som udvalgsformand til at fremsætte sine ønsker for sundheds-, pleje- og omsorgsområdet til de tilbageværende politikere ved forhandlingsbordet.
Han erkender dog også, at han ikke har samme mulighed for at påvirke prioriteringerne, og han må dermed blot håbe på, at der forinden er blevet lyttet til argumenterne.
Jens Kannegaard Lundager understreger imidlertid, at uanset hvad der kommer til at stå i budgettet, så kommer han som udvalgsformand til at stå på mål for beslutningerne.
Så vi kommer ikke til at høre dig sige: ’jeg er ikke en del af budgetforliget, så det er ikke mit ansvar’?
»Nej, nej, nej. Jeg sondrer mellem at være udvalgsformand og et parti. Det budget, der bliver aftalt, er jeg jo nødt til som udvalgsformand at arbejde ind i. Jeg kan ikke sige, at fordi jeg ikke er en del af budgetaftalen, så vil jeg ikke være med til det, og I andre må finde de penge og løsninger, der mangler.«
»Når nogen beslutter noget, man ikke er enig i, så bliver man stadig nødt til at udføre arbejdet i sit udvalg. Det er et flertal, der har bestemt det, og det er jo sådan demokratiet fungerer. Så kan man ikke bare sætte sig over i hjørnet. Det kan jeg som udvalgsformand ikke tillade mig,« fastslår Jens Kannegaard Lundager.
læser